Syn for sagen – fotodokumentation
For at hjælpe til en bedre forståelse og indsigt i det værkstedsarbejde, vi udfører på din bil, tager vi billeder og video af de fejl og mangler, vi finder undervejs, mens din bil er på værksted. Ved hjælp af billeder kan vi bedre forklare og visualisere for dig, hvori manglen består, og du kan være mere tryg, idet du selv får Syn for sagen.
Samtidig bidrager fotodokumentationen som bevis for, at vores værksted har identificeret bilens fejl og mangler, og har foreslået reparation rettidigt.
Sådan foregår fotodokumentation i praksis:
- Når bilen er på værksted, identificerer mekanikeren eventuelle fejl og mangler, der findes på bilen, og tager billeder af dem via en intern værksteds app
- Billeder/videoer kan vi sende til dig på mail sammen med en pris på udbedring – vi går aldrig i gang med en reparation uden din forudgående accept
- Ved afhentning af bilen gennemgår vi faktura og de tilhørende billeder, såfremt det er relevant* for at visualisere de mangler, der enten er repareret eller foreslås repareret inden for nærmeste fremtid.
*Der kan i nogle tilfælde opstå situationer, hvor der ikke er taget billeder af den pågældende bil – det gør vi naturligvis alt for at undgå.
Intern app håndterer foto og video
Fotodokumentationen håndteres via en værkstedsapp, som er tilgængelig for mekanikerne på Skorstensgaards værksteder.
I appen kan mekanikeren tage billeder og/eller video (med sin mobiltelefon) af de fejl og mangler, der opdages, mens bilen er til service. Værkføreren kan fra appen sende billeder på mail til kunden med en eventuel beskrivelse af fejlen.
Proceduren er din sikkerhed for, at du får en pålidelig og professionel vurdering af os. Du kan se eksempler på billeder fra en fotodokumentation her på siden.
Nedslidte dæk
Her til højre ser vi et nedslidt dæk. Dækket er slidt på indersiden, hvilket kan tyde på, at bilen trænger til en sporing ved hjælp af 4-hjulsudmåling. Eventuelt skal styretøjet rettes til, så bilen ikke slider skævt.
Man kan se, at dækket er slidt skævt, idet mønsteret er væk (markeret med rød cirkel), hvorimod dækket stadig har en del mere mønsterdybde på højre side.
Hvis dækket modsat var slidt på ydersiden, kunne der være andre årsager, end at styretøjet slider skævt. Her kan det være måden bilen er blevet betjent på, der har forårsaget skaden – eksempler kunne være hyppige, skarpe sving på asfalt ved bykørsel og på parkeringspladser.
Mør multirem
En multirem er den del, der driver din generator og airconditionpumpe, og på mange biler også servostyringspumpen. Remmen på billedet til venstre er gammel og mør. Det kan man se, idet der er revner i den, og der er faldet gummiflager af remmen.
En rem, der ser sådan ud, vil højst sandsynligt medføre, at bilen hyler fra remmen (oftest om morgenen, når den er fugtig), og på sigt vil remmen springe, så man mister servostyringen, og bilen bliver meget tung at dreje. Vi vil foreslå, at denne rem udskiftes. En multirem er faktisk udskiftningsklar allerede ved de første tegn på små revner.
Det er forskelligt fra bil til bil, hvor meget en ny multirem koster, men det er ikke en dyr post.
Slidt bremseklods og rust på skiven
På billedet til højre ser vi en bremseskive med slid og rust samt en slidt bremseklods.
Hvis værkstedet vurderer, at bremserne ikke vil kunne køre til næste service, vil vi tage kontakt til kunden og give et estimat for, hvor mange kilometers levetid der er tilbage på bremserne.
Hermed et eksempel: "Vi forventer, at der er 15.000 km tilbage på bremserne – vil du have dem skiftet ud nu eller vente og komme ind senere på året?" Herefter kan kunden selv afgøre, om bremserne skal skiftes med det samme eller vente, indtil de er helt nedslidte.