Stor rundkørsel oppefra om natten

KLUMME: Det er vist noget med, at en rundkørsel både er en eminent måde at få sagtnet bilernes høje hastigheder på lige strækninger på, ligesom det skulle være en glimrende måde at trafikafvikle på. Men det er altså også en ganske udfordrende foranstaltning for mange bilister.

Hvad angår det første, så er det sikkert derfor, at man mange steder oplever, hvorledes ellers lange lige og brede hovedveje konsekvent bliver "ødelagt" af rundkørsler, hvor farten naturligvis ryger ned under by-tempo for en stund. Det er fair nok - for selvfølgelig er der nok en tendens til, at der går automatpilot i den. Og lidt automatisk højhastighed over det.

Hvad angår det andet - altså at trafikafviklingen er god i en rundkørsel - så vil jeg gerne tillade mig at stille spørgsmålstegn derved. Jeg oplever i hvert tilfælde, at der ofte er kø ved indkørslen til de store rundkørsler -og jeg har aldrig forstået, hvorfor det helt generelt er så svært for folk at gøre deres entre en tosporede rundkørsler.

 

Når nervøsiteten breder sig

Den - i hvert tilfælde i teorien - helt banale regel, når man kommer til en tosporet rundkørsel, er, at skal man dreje af ved den første afkørsel, så tager man inderbanen (altså det spor, der er længst til højre på vejbanen og dermed yderst i rundkørslen).

Skal man derimod blive i rundkørslen længere end første afkørsel, så indleder man i ydersporet (altså det spor, der er længst til venstre på vejbanen), og skifter vejbane, når man passerer den sidste afkørsel inden ens egen. Og det er naturligvis her, at nervøsiteten breder sig.

 

Det er slet ikke så nemt, som det ser ud

For det der med at skifte vejbanen midt i en rundkørsel, hvor man i forvejen skal orientere sig til alle sider, mens vejen drejer... Den er ikke nem. Eller... Den er tilsyneladende ikke nem.

Vest for Vejle ligger en af områdets helt store rundkørsler. Det er dér, hvor motortrafikvejen mellem Vejle og Billund mødes med hovedvejen fra Kolding til Give. Den rundkørsel er tosporet og nærmest enorm - og her er der god tid mellem afkørslerne til at skifte vejbane. Men det er der fortsat mange, som ikke gør - i stedet tager de turen i inderbanen (altså rundkørslens yderste), hvilket ofte medfører kø og stillestående trafik.

 

Forskellige former for bemaling

Vejdirektoratet har forsøgt sig med forskellige former for bemaling af vejbanerne, men det virker som om, at man ikke rigtig kan finde den rette formel. Og det er jo ærgerligt, at bilisterne - og jeg taler naturligvis i generelle vendinger her - ikke har mod på at bruge rundkørslerne, som de reelt bør bruges.

Prøv selv at læg mærke til det, næste gang køreturen falder forbi en af de større rundkørsler. Langt hovedparten af bilisterne vælger at køre ind i rundkørslens inderbane, selv om de for eksempel først skal køre ud fra rundkørslen ved den tredje afkørsel.
Du kan finde mere information om korrekt kørsel i rundkørsler på Vejdirektoratets og FDMs hjemmeside.
--
Bemærk: Klummen er udtryk for skribentens holdning.