Hvert eneste minut passerer der 95 køretøjer på Køge Bugt Motorvejen, som dermed er den motorvej i Danmark, som lægger asfalt til mest trafik. Faktisk er syv motorveje på Sjælland og især i Storkøbenhavn med på Vejdirektoratets top ti-liste.
Siden 2010 er trafikken på vejene i Danmark steget med 14 procent - og i den samme periode er der kommet næsten 20 procent flere personbiler ud på vejene. Og det er især motorvejene, der er populære, for her er antallet af kørte kilometer steget med mere end 35 procent siden 2010.
Stigningerne er mest udtalte i hovedstadsområdet, i Østjylland og på Fyn. Vejdirektoratet tæller trafikken og følger udviklingen tæt - og der er altså fart på de danske motorveje.
Trafikken bliver talt efter
Vejdirektoratet skriver på sin hjemmeside, at de tæller trafikken hele tiden - blandt andet ved hjælp af cirka 1600 såkaldte tællestationer på de danske statsveje. De tæller bilerne, når bilerne kører hen over nogle elektriske spoler, som ligger nogle centimeter nede i asfalten.
Biler indeholder metal, som spolerne kan mærke, og spolerne er koblet til en computer i vejsiden, der opsamler og gemmer data til brug for Vejdirektoratets statistikker.
Hovedvejen ind til hovedstaden
Indimellem bruger Vejdirektoratet også gummislanger, der lægges på tværs af vejen, samt videooptagelser, radarmålinger og GPS til at tælle trafikken. Tilbage på motorvejene er det altså Køge Bugt Motorvejen, der er hovedfærdselsåren mellem hovedstaden og det meste af resten af landet. Det betyder også, at netop den strækning er den klart mest befærdede med 136.700 køretøjer i døgnet. Eller 95 køretøjer i minuttet. Hvert minut - hver time - hvert døgn - året rundt.
Top ti over trafiktætheden
Du kan se de ti mest befærdede motorvejsstrækninger her - tallene er fra 2018:
- Køge Bugt Motorvejen >>> 136.700 køretøjer/årsdøgn
- Motorring 3 >>> 128.800 køretøjer/årsdøgn
- Amagermotorvejen >>> 118.300 køretøjer/årsdøgn
- Holbækmotorvejen >>> 103.000 køretøjer/årsdøgn
- Helsingørmotorvejen >>> 100.200 køretøjer/årsdøgn
- Østjyske Motorvej >>> 87.600 køretøjer/årsdøgn
- Sønderjyske Motorvej >>> 85.400 køretøjer/årsdøgn
- Fynske Motorvej >>> 79.800 køretøjer/årsdøgn
- Motorring 4 >>> 78.600 køretøjer/årsdøgn
- Hillerødmotorvejen >>> 76.400 køretøjer/årsdøgn
(Kilde: Vejdirektoratet)