Christian Lundgaard

Den bare 18-årige Christian Lundgaard får nu endnu en chance for at prøve kræfter med Formel 1-sporten, når han den 6. november får en hel dag bag rattet i Renaults lynhurtige bud på den ypperste racerbil.

Det er ikke mange danske racerkørere forundt at prøve kræfter med Formel 1-sporten. Lige nu kører Kevin Magnussen som eneste dansker i den prestigefyldte sportsgren - men ellers er og har der været langt mellem snapsene.Kevin Magnussen har netop rundet 100 løb, hvilket er klar rekord for en dansker. Også hans far, Jan Magnussen, samt Nicolas Kiesa og Tom Belsø, har været med i gamet. Meget tyder dog på, at den talentfulde østjyske racerkører Christian Lundgaard kan blive den næste dansker i Formel 1.

 

Skal teste på Jerez-banen

Den 6. november skal den 18-årige Lundgaard for anden gang køre en test i en af Renaults tidligere Formel 1-racere. Det oplyser Renault til Ekstra BladetChristian Lundgaard, der er tilknyttet Renaults ungdomsakademi, får en hel testdag på den legendariske Jerez-bane i det sydlige Spanien. Renault-direktør Cyril Abiteboul har tidligere udtalt, at holdet fra 2021-sæsonen vil have en Formel 1-kører med fortid på holdets akademi.

 

Har prøvet Formel 1-bilen tidligere

Derfor er teamet, der tidligere har hentet et par Formel 1-verdensmesterskaber hjem i stalden med Fernando Alonso (2005 og 2006) bag rattet, i gang med at sondere, hvem der skal satses på. Den forestående test er den anden Formel 1-test for den unge dansker. Hans første oplevelse med de mange hestekræfter skete i midten af september. Dengang kaldte han det for en drengedrøm, der var gået i opfyldelse. Læs mere om Renaults Formel 1-team her.