Tre år efter åbningen i Vejle har den fremadstormende Skorstensgaard-koncern ansat 42-årige Peter Neergaard som afdelingschef. Han skal stå i spidsen for et autoværksted, hvor der er gang i de mange lifte.
Mangen en vejlenser vil givetvis nikke genkendende til efternavnet Neergaard. Et efternavn, der straks sender tankerne i retning af den lokale BMW-forretning i Vejle, der i årtier sendte de tyske premiumbiler på gade fra først Vestre Engvej og siden Fredericiavej. - Den er god nok. Jeg blev faktisk udlært som mekaniker hos Neergaard Biler her i Vejle tilbage i 1999, og det var da også min onkel, der drev bilhuset dengang, fortæller Peter Neergaard.
Han er netop blevet ansat som ny afdelingschef hos Skorstensgaard i Vejle, der er en af de mest succesfulde afdelinger i den landsdækkende værkstedskæde, som konsekvent vækster med op mod en halv snes nye lokationer årligt.
Leverer høj kvalitet
- Indtil 2006 var jeg ansat hos BMW og Jaguar i Vejle, indtil de desværre lukkede. Siden har jeg været ansat hos det daværende Tegllund i Vejle, som i dag hedder AutoCentralen. Siden kom jeg til Volkswagen i Kolding og senest Mazda og Suzuki i Middelfart, forklarer Peter Neergaard. Han tager over hos Skorstensgaard efter den hidtidige afdelingschef Tommy Nordahn, der er steget i graderne internt i koncernen. Han er således blevet ansat som eftermarkedschef.
- Det er en rigtig fin afdeling, som Skorstensgaard har etableret her i Vinding. Vejlenserne har for længst fået øjnene op for, at vi faktisk leverer en god kvalitet, og at vi holder det, som vi lover, understreger den nye afdelingschef.
Det går stærkt i kæden
At der er fart på i den Kolding-baserede kæde understreges af, at da Vejle-afdelingen slog portene op i september 2016, da var det lokation nummer seks i Skorstensgaard-regi. - Mandag den 2. september i år - altså tre år senere - åbnede vi i Næstved, og nåede dermed op på 24 autoværksteder i alt. Så det går stærkt, og vi kan med rette kaldes landsdækkende i dag, pointerer Peter Neergaard.
Afdelingen i Vejle beskæftiger lige nu fem mekanikere, tre lærlinge og en enkelt pladesmed, og sammen med et par værkførere og afdelingschefen selv når det samlede antal personale op på 12 styk. Samlet set er der mere end 350 ansatte i Skorstensgaard-koncernen, som i det seneste regnskabsår omsatte for godt 180 millioner kroner, og skabte et plus på bundlinje på godt 10 millioner kroner.
Har indført et fast prispres
Den første afdeling blev etableret tilbage i 2009, og det klart definerede kæde-koncept, hvor nøgleordene er kvalitet, effektivitet og service, har vist sig at være lige det, de danske bilejere har manglet.
- Vi kan godt lide at gøre mere for kunden, end han eller hun forventer. Og vi gør det med stor præcision og nøjagtighed. Derfor scorer vi også højt både på Trustpilot og i kundetilfredshed generelt. Faktisk viser brugerundersøgelser, at ni ud af ti kunder vil anbefale os til andre, fortæller Martin Skorstensgaard, der er driftsdirektør hos Skorstensgaard.
Han grundlagde kæden sammen med sin tvillingebror Anders - og det er fortsat de to, der er indehavere.
- Vi har en helt klar ambition om, at kunderne skal have en lavere værkstedsregning end den, som de får på et mærkeværksted - uden at der bliver gået på kompromis med kvaliteten og garantien. Derfor har vi indført det, som vi kalder for ”20 procent prispres”, hvor vi altid går 20 procent under et skriftligt tilbud fra et mærkeværksted, supplerer Anders Skorstensgaard.