Den gigantiske biludstilling i Frankfurt er en af verdens største - både i besøgstal og areal. Vi kiggede med, da bilfabrikkerne løftede sløret for en nærmest endeløs række af nye modeller, hvoraf de fleste på sigt også kommer på dansk asfalt.
Hvis man er pjattet med biler i almindelighed, og man generelt bare godt kan lide at følge med i, hvad der sker i autobranchen, så er biludstillingen IAA i Frankfurt stedet at hente inspiration.
Hvert andet år i september lægger de nærmest enorme messehaller i den tyske storby cementgulv til en biludstilling ud over det sædvanlige.
Blandt entusiaster, bilnørder og eksperter udi køretøjer er det almindeligt anerkendt, at der reelt er tre bilmesser i Europa, som er "værd at tage alvorligt". Autosalonen i Genéve, Paris Motorshow samt IAA i Frankfurt.
Tyskerne gik ”all in” på IAA
Sidstnævnte er netop blevet afviklet endnu engang - og IAA betragtes som den mest voluminøse af de tre motorshows.
De tyske bilmærker vælger altid at gå ”all in”, når der står IAA på plakaten - og således også i år, hvor både de tre premium-mærker - Mercedes-Benz, Audi og BMW - samt Volkswagen og Porsche havde masser af nyheder at vise frem.
Selv om salget af elbiler fortsat udgør en brøkdel, så er det netop disse modeller, som der er stor fokus på - således også på IAA.
En folkelig elbil fra VW
Her havde Porsche således verdenspremiere på deres nye Taycan, der er udpeget som en seriøs konkurrent til blandt andet Tesla.
En mere folkelig elbil er Volkswagens ID:3 (billedet herover), som der er meget store forventninger til. Faktisk er der allerede forudbestilt adskillige tusinde eksemplarer - og at dømme efter modtagelsen på VW-standen, vil kunderne til ID:3 ikke blive skuffet.
Men der var nyheder hele vejen rundt på den gigantiske messer, der spreder sig over en halv snes kæmpehaller, hvor producenterne tydeligvis har postet enorme summer i blikfang og ”wow-effekt”.
Masser af nyheder
I år var der - blandt meget andet - verdenspremiere på følgende modeller:
- Audi RS7, Audi S8 og Audi SQ8
- BMW 3-serie Touring og BMW 8-serie Gran Coupé
- Ford Puma
- Hyundai i10
- Lamborghini LB48H Terzo Millennio
- Land Rover Defender
- Mercedes-Benz GLE Coupé
- Mini Electric/Cooper SE
- Opel Corsa
- Peugeot 2008
- Porsche Taycan
- Renault Captur
- Volkswagen ID.3
Læs meget mere om IAA her.