Autogalleriet Herning

Autogalleriet Herning er resultatet af en håndfuld handlekraftige herningensere, som for ti år siden manglede et sted, hvor deres kæreste eje kunne overvintre. I dag vrimler det med fantastiske bilmodeller.

Det er svært at fokusere på al den viden, som garagemester Bent Damsgaard gavmildt øser ud med. Det er nemlig svært at høre ordentligt efter, samtidig med at vi passerer den ene skønhed efter den anden. Og nej, det er ikke kvinder, vi passerer – det er biler fra absolut øverste hylde.I en overraskende stor fabriksbygning i Hernings østlige udkant har vi fået lov at tage en runde i Autogalleriet, der rummer en samling på mere end 120 klassiske køretøjer.

 

Blå veteranbil ved Autogalleriet Herning

- Som du kan se er bilerne jo meget forskellige. Der står en Citroën 2CV, som ikke har kostet mange basører, da den i tidernes morgen blev indkøbt, og derovre, mellem de to Mercedes-modeller, der plejer at stå en MacLaren, som fra ny har kostet i omegnen af 13 millioner kroner, forklarer Bent Damsgaard, der har været en del af holdet bag Autogalleret Herning siden den spæde begyndelse for ti år siden.

 

Kunne godt fylde en hal mere ud

En håndfuld herrer med hang til klassikere og veteranbiler havde den udfordring, at det var svært at finde vinterhi til køretøjet, når plusgrader blev vendt til minus.Med inspiration fra et lignende etablissement i Merleburg ved Berlin, begyndte de bilglade mænd at lede efter en lokation, hvor der som udgangspunkt skulle være plads til 35 biler. Det fandt de i Herning.- I dag har vi 122 biler, og lige omkring 150 i vinterhalvåret. Og der er venteliste, så vi kunne sagtens bruge endnu mere plads, fortæller Bent Damsgaard samtidig med, at vi passerer en nærmest ubegribelig smuk Porsche, som har mere end 50 år på bagen.

Autogalleriet Herning

Helt fra begyndelsen var det vigtigt for Autogalleriet Herning, at der ikke var for mange begrænsninger og restriktioner, i forhold til hvilke biler, der kunne få grønt lys.

 

Masser af specielle modeller

- De fleste medlemmer har en eller to biler, og så er der et fåtal, som råder over lidt flere. Men det har altid været vigtigt at signalere, at herude er alle velkomne. Der er både virksomhedsejere og varmemestre, og alle her har et dejligt kammeratskab, fordi det er bilerne, det handler om, understreger Bent Damsgaard.Der er flere specialmodeller i lokalerne – fra en stor gammel Skoda-lastvogn over en ombygget Fiat 124 til en helt særlig Cadillac. Der er også et stort udvalg af populære biler fra 1960’erne og 1970’erne – blandt andet en Ford Taunus, en Fiat 128 og en Volvo 140-serie. Og alt muligt andet.

 

Autogalleriet Herning

- Vi holder åbent hver lørdag og søndag fra klokken 10 til 16, og så er der selvfølgelig også mulighed for at lave særlige arrangementer for firma, foreninger eller lignende. Det har vi en hel del af, påpeger garagemesteren.

 

Lille værksted til de store projekter

Ved hver enkelt bil er der en lille tavle med informationer om modellen, og der er også et helt lokale med læsestof, hvis man ønsker at dykke ned i detaljerne fra fortiden.- Vi har et værksted, hvor man kan rode med sine projekter. Lige nu er der flere, der er i gang med at totalrenovere et par gamle veteranmodeller, og det er jo fint, at der er mulighed for det. Vi har også et lokale, som vores medlemmer kan bruge til en konfirmationsfest, ligesom der er andre tilstødende lokaler, hvor vi har modelbiler udstillet, fortæller Bent Damsgaard.

Autogalleriet Herning

Det koster 50 kroner at tage et kig inden for i de noget nær hellige haller, hvor der nærmest ikke er nogen grænser for benovelsen, hvis man har bare en lille sjat benzin i blodet.Man kan læse mere om Herning-museet her.

Autogalleriet Herning