4. maj 2023
Se med, når vi har en flot Ford Mustang Mach-E elbil til service på værkstedet i Odense. Her viser vi, hvordan en elbil håndteres på værkstedet, og sørger for, at den får et grundigt serviceeftersyn. Læs med og se, hvordan det foregår.
Flere og flere bilejere får elbiler, og det stiller nogle nye krav til os, autoværkstederne, i form af uddannelse og udstyr. Service på en elbil er nemlig en anelse anderledes fra en service på en brændstofdrevet bil – eksempelvis er der ikke motorolie, brændstoffilter og tændrør på en elbil. Til gengæld er der batteri og ladestik, som skal serviceres. Hvordan det helt præcist foregår, kan du læse mere om i denne artikel. Du kan også se en video af selve serviceeftersynet af elbilen herunder.
Serviceeftersynet starter med en prøvekørsel
Lars Fabricius, som er mekaniker i vores Odense-afdeling, skal foretage serviceeftersynet af Ford Mustang Mach-E elbilen. Han starter med at sætte sig ind i elbilen og notere sig, hvor mange kilometer, den har kørt, så det kan skrives i servicehistorikken.
Under prøvekørslen er Lars opmærksom på, om elbilen kører og lyder, som den skal, eller om der for eksempel kommer underlige lyde fra bilen, som der skal følges op på på værkstedet. Speederen trædes i bund for at tjekke, om elbilen kommer fejlfrit og glat op i acceleration. På køreturen bliver viskerblade, frontruder og sidespejle også tjekket, så vi får efterset, at alt er, som det skal være.
Motorrummet er noget anderledes på en elbil
Efter en kort tur bliver bilen kørt ind på værkstedet, hvor den får en grundig gennemgang. Her starter Lars med at åbne ”frunken”, som er det rum, der svarer til motorrummet i en benzin- eller dieselbil. Eftersom bilen bliver drevet af et batteri, er der for eksempel hverken en motor eller motorolie i elbilens frunk. I stedet er der et åbent rum, der kan bruges til opbevaring. Heri har Ford Mustang Mach-E’ens ejer for eksempel valgt at opbevare ladestanderens kabel.
Bagerst i frunken er elbilens kølervæskebeholder og 12-voltsbatteri placeret. 12-voltsbatteriet findes både i elbiler og brændstofdrevne biler, da de bruges til at drive bilens elektroniske komponenter såsom radio og lygter. 12-voltsbatteriet bruges også til at starte en brændstofbil, hvilket ikke er tilfældet med en elbil. Her tjekker Lars for synlige skader og utætheder, om selve batteriet og dets kabler sidder ordentligt, og om der er god forbindelse i kablerne. Han tjekker også, om der er ir i og omkring 12-voltsbatteriet eller andre steder i rummet. Herefter går han videre til kølervæskebeholderen og ser efter, om der er utætheder, samt om der er fremmedlegemer i rummet og i resten af frunken.
Under gennemgang af kablerne bagerst i frunken opdager vores mekaniker, at der er begyndende ir på nogle af kablerne. Da det ikke er noget, man skal gøre noget ved i dette stadie, noteres det, og Lars vil for nu blot fortælle kunden, at det er noget, man skal være opmærksom på ved næste serviceeftersyn.
Han tjekker også, om der er nok kølervæske i kølervæskebeholderen. Her skal væskestanden ligge et sted mellem stregerne udenpå beholderen, der indikerer minimum og maksimum-niveauet. Det gør den på Ford Mustang Mach-E’en. Herefter tjekkes, om kølervæsken giver elbilen en optimal frostsikring. Det måler han ved hjælp af et særligt prøvetagningsapparat, som viser -39°C, hvilket også er inden for det anbefalede niveau.
Vedligeholdelse af elbilens bremser
Når frunken er kigget grundigt igennem, gennemgås elbilens hjul og bremser. Erfaringer med servicering af elbiler viser, at bremseklodserne kan have en tendens til at "sætte sig fast", fordi de ikke bruges på samme måde som på brændstofdrevne biler.
- Sammenlignet med brændstofdrevne biler er det meget begrænset, hvor meget elbiler bruger bilens fodbremse, fordi elbiler typisk bruger el til at bremse med. På den måde sparer bilen på den energi, den ville have brugt på bremseklodserne, hvilket giver bilen en længere rækkevidde. Det kan dog ende med at give rustproblemer, når bilens bremser ikke bliver brugt så ofte, hvilket vil påvirke bremseevnen, forklarer Lars Fabricius, automekaniker i Skorstensgaard Odense SV.
Under gennemgangen af bremserne afmonterer han dækket og tjekker bremseskiverne, bremsekaliberne samt bremseklodserne. På denne elbil ses det, at bremserne ikke har været brugt særlig ofte. Bremseklodserne har sat en afmærkning på bremseskiven, hvilket tyder på, at de har stået stille i længere tid. Men da der ikke er udpræget rust nogen steder på bremseskiven, og belægningstykkelsen på bremseklodserne også er tilstrækkelig, er der ikke nogen grund til at behandle eller udskifte nogen af delene.
Herefter roteres og drejes hjulene for at se, om de bevæger sig optimalt alle sammen. Alt er, som det skal være, og Lars går videre til næste trin i servicetjekskemaet, som nok også er det mest interessante – nemlig elbilens batteri.
Elbilens hjerterum: batteripakken
Elbilens batteri er forholdsvis stort og er monteret bag en metalplade i elbilens undervogn, der kaldes batteripakken, og som ikke tilgås direkte under et serviceeftersyn. For at tjekke om alt er, som det skal være med batteriet, kigger Lars bagtøjsdelen på bilen igennem, da bilen er baghjulstrukken. Det er vigtigt at behandle batteripakken med stor omhyggelighed, og derfor skal elbilen op på en særlig lift, som løfter elbilen på de korrekte løftepunkter for ikke at skade elbilens batteripakke, der sidder under bilen.
I bagtøjsdelen undersøger han, om der er utætheder i drivakslerne eller skader såsom huller i manchetterne. Når elbilen er på liften, undersøges batteripakken ved at tjekke kablerne til og fra batteripakken. Det er højspændingskabler på mellem 300-400 volt i en universel, orange farve, som mekanikeren skal være meget påpasselig med. Disse kabler bør sidde ordentligt fast, og der skal ikke være huller eller andre former for skader på dem, da det kan give stød.
- Det er uhyrevigtigt, at kablerne er intakte, og at de ikke sidder og rasler og dingler, da det kan gå hen og give driftproblemer og fejl på bilen, og det kan blive livsfarligt, siger Lars, da han fortæller om højspændingskablerne.
I den forreste del af elbilen er der også et rum, som er forbundet til batteripakken, og på samme måde er der også højvoltsforbindelser i denne del af bilen. De er blandt andet forbundet til elbilens airconditionpumpe. Også her gennemgår vores mekaniker, om alt er intakt.
Ladestik og anhængertræk
Som noget af det sidste tjekkes bilens ladestik. Her kontrolleres, om ladestikket og låget fungerer, og om der er tegn på slid, skader eller dårlige forbindelser, som kan skabe problemer ved ladning og drift. Lars noterer, at det ser fint ud og går om til anhængertrækket på elbilen.
På denne elbil er anhængertrækket aftageligt. Det betyder, at det har en nøgle, som man kan låse anhængertrækket med, så det ikke bliver stjålet. Man bør huske at afmontere anhængertrækket, når man er færdig med at bruge det til at trække en trailer for eksempel. Det dækker nemlig for tågelygten, som sidder lige over anhængertrækket bag på bilen.
Under serviceeftersynet af denne elbil var der heldigvis ingen fejl eller mangler. Og hvis Lars havde fundet nogle fejl, så ville han ikke gå i gang med at reparere på bilen, førend bilejeren havde fået tilsendt billeder og video af de fundne fejl samt godkendt reparationen – det kalder vi Syn for sagen her hos Skorstensgaard. Til sidst støvsuges bilens interiør uden beregning – det gør vi altid, når en bil har været til service hos os.
Hvis du også har en elbil, er du mere end velkommen til at kigge forbi et af vores 22 værksteder.
Læs også: