Kender du disciplinen bagagerums-tetris? Når man tilstrækkeligt mange gange har prøvet at slå sin egen rekord i mængden af bagage bag i bilen, for så at opdage, at mobiltelefonen eller pungen med Euro-mønterne til motorvejstoiletterne ligger i tasken inderst i bunden, så er det på tide at overveje en ny løsning: Tagboksen.
I denne artikel får du en gør-det-selv-guide til montering af tagboks. Du får også nogle gode råd til at vælge den rigtige tagboks og til at pakke bilen og boksen korrekt.
Montering af Tagboks
Tagboksen bæres af to bøjler på bilens tag. Hvis ikke din bil har tagbøjler, skal disse først monteres.
Trin 1: Fastgørelse af tagbøjler: På de fleste biler giver det sig selv, hvor tagbøjlerne skal sidde, da taget er forberedt til det. Der er nogle fælles retningslinjer, men den konkrete metode til montering af tagbøjler, afhænger af den enkelte bilmodel. Fælles for alle modeller er, at tagboksen skal sidde på tæt på bilens midte som muligt. En god tommelfingerregel er, at tagbøjlerne skal monteres med lige stor afstand til bilens midterstolpe.
- Afhængigt af model, kan der medfølge en beskyttelsestape, som beskytter metallet i dørkarmen, hvor tagbøjlernes endestykker sidder. For at sikre at tapen sidder ordentligt fast, skal du rengøre overfladen, der hvor tapen skal fastgøres. Og lad det tørre, inden du sætter tapen på.
- Sæt endestykkerne fast på tagbøjlerne. Læs grundigt i manualen, hvordan du sikrer, at endestykkerne er låst fast.
- Inden du fastgør tagbøjlerne er det en god ide at montere vindstøjdæmpere på undersiden. De følger typisk med, når du køber nye tagbøjler. Har du købt brugte tagbøjler, kan vindstøjdæmperne købes hos producenten eller forhandlere af denne type tagboks.
- Placér nu tagbøjlerne på taget, så det passer med den tape du monterede – eller kig efter fixpunkterne i taget.
- Start med at skrue bøjlerne løst fast, og når du har sikret, at de sidder som de skal, fastgør du dem fuldstændigt.
Trin 2: Fastgørelse af Tagboks
- Læg tagboksen op på tagbøjlerne. Placér den, så den sidder i midten både på langs og på tværs af bilen.
- Husk at sikre, at du frit kan åbne bagagerummet når tagboksen er monteret.
- Tjek på den enkelte boks-model, hvordan den fastgøres korrekt. Selve teknikken og fastgørelsesproceduren afhænger af modellen.
Når tagboksen er pakket, og I har kørt de første 50-100 km på turen, så kør ind til siden og tjek om alt sidder som det skal.
Hvilken tagboks skal jeg vælge?
Som udgangspunkt skal du først kigge på di bil og derefter på dit behov. Hvis du har behov for en stor tagboks, men har en lille bil, risikerer du at forkøbe dig. Derfor er bilen det vigtigste parameter for valg af tagboks.
Start med at tjekke bilens tilladte totalvægt
...Og vær realistisk i din vurdering af tagboksens størrelse. Montering af tagboks på en bil har ret stor indflydelse på bilens køreegenskaber, og det udgør en væsentlig risiko, hvis tagboksen bliver for stor eller tung.
Tagboksen har en maksbelastning. Typisk mellem 50 og 75 kilo. Vælg det, der passer til din bil. Vær opmærksom på tagboksens længde i forhold til bilens længde. Hvis boksen stikker meget mere end 10 centermeter ud over den øverste kant på forruden, vil det tydeligt kunne mærkes i vindens påvirkning af bilen.
Skal tagboksen være høj eller lav? Særligt hvis du har en lille bil, er det fristende at vælge en høj tagboks, for at få mest mulig plads til bagagen. Men jo højere boksen er, jo mere øges vindmodstanden. Her skal du også være særligt opmærksom, hvis du i forvejen har en MPV eller SUV, som i forvejen er høj. Monterer du samtidig en høj tagboks, skal du kende til bilens samlede højde, så du ikke smider tagboksen i indkørslen, første gang du forsøger at parkere i et parkeringshus.
Hvordan pakker jeg en tagboks?
Når du pakker tagboksen skal du være opmærksom på tre ting, inden du går i gang.
Hvor meget vægt må der lastes i din tagboks, hvor meget må tagbøjlerne bære, og – sidst men ikke mindst: Hvor meget kommer bilen til at veje, når tagboksen er fuld. Hvis den samlede vægt overstiger bilens totalvægt, så er du nødt til at prioritere bagagen. Eller hvem, der ikke kan komme med.
5 tips til korrekt pakning af tagboks:
- Saml alt det, der skal med på turen ved siden af bilen.
- De tungeste ting skal ligge så langt nede som muligt, for at holde bilens tyngdepunkt tættest muligt på vejen. Læg derfor de tungeste ting ind i bilens bagagerum.
- Når det er gjort, tager du de tungeste ting af det tilbageværende og placerer dem i tagboksen, så tæt på bilens midte som muligt.
- Fordel resten af bagagen i boksen, så der er ligevægt.
Fastgør bagagen bedst muligt i tagboksen, så det ikke forskubber sig, hvis du bremser hårdt op.
Har du brug for hjælp? Få et uforpligtende tilbud her