Opdateret oktober 2021. Det kommer forhåbentligt ikke som en overraskelse, at det at købe bil, ikke bare er pungen op af lommen én gang. Jo mere du kører i den, jo mere og jo bedre, skal den vedligeholdes, så den hele tiden fungerer bedst muligt og mest økonomisk. For at sikre, at vi ikke har potentielt farlige eller unødigt forurenende biler på de danske veje, bliver alle danske biler jævnligt indkaldt til et serviceeftersyn. Her får du svaret på hvorfor det er vigtigt med service.
Er service ikke bare en måde at holde værkstedet i gang på?
Det korte svar er et klart nej. Selvom størstedelen af alle biler heldigvis kun er på værkstedet i forbindelse med service, så har serviceeftersyn en stor betydning for motorens holdbarhed og for bilens sikkerhed.
Motorens bevægelige dele har brug for at kunne arbejde gnidningsfrit, og derfor er det vigtigt med en ren og god olie. Når du springer service over eller ikke skifter olie jævnligt, mister olien sin smøreevne, som følge af skidt, kondens og udstødningsgasser.
Det betyder at den smører dårligere og dermed slides der mere på motorens bevægelige dele. Hvis du kører i længere tid med en gammel olie, vil det forringe motorens levetid væsentligt og i værste fald brænder den sammen.
Er det så kun vigtigt at skifte olien?
Igen er det korte svar et nej. Det lidt længere svar er at bilfabrikanterne jo laver en serviceplan til hver enkelt bil, for at bilen skal kontrolleres i forhold til både sikkerhed, sliddele og elektronik. Grunden er at selv en lille fejl, kan få store følgeskader og betyde at det ikke kun er én ting, der skal repareres.
Det kan resultere i store udgifter, som kunne være undgået. Ved et service er der desuden mulighed for at fange eventuelle problemer, før de opstår. Er bremseklodserne f.eks. nedslidte, kan det føre til, at bremseskiver og -kalibre slides hurtigere. Dette problem ville være fanget ved et serviceeftersyn og mekanikeren havde haft mulighed for at forberede dig på, at klodserne snart skulle skiftes eller endda råde dig til at skifte delene med det samme, hvis problemet opdages i allersidste øjeblik.
Overholder du service, bliver man "belønnet" af bilfabrikanterne, da overholdelse af serviceplanen er en forudsætning for en intakt nyvognsgaranti. Det er netop en forudsætning, fordi det giver mulighed for at finde problemerne, inden de forårsager stor skade på motoren. Bilfabrikantens nyvognsgaranti sikrer, at hvis f.eks. gearkassen skal skiftes, fordi den er brudt sammen, så betaler fabrikanten, såfremt serviceplanen er overholdt.
Bliver min bil så mere sikker af at få service?
Det kan du godt sige, ja. Mekanikeren der gennemgår bilen ved præcist hvad han skal kigge efter, og har uddannelsen og værktøjerne til at opdage potentielle fejl og skader, før de kommer til at udgøre en risiko.
Ved et serviceeftersyn kontrolleres de aktive sikkerhedsforanstaltninger, som f.eks. bremsernes tilstand, eventuelle fejl på airbag udlæses, generel kontrol af elektronik med testudstyr, som kan finde eventuelle fejl på f.eks. ABS, ESP/ESC m.m.
Det gør at du bedst muligt har sikret dig, at bilen kan reagere optimalt i en farlig situation. Samtidig har du ved at overholde service, mindsket risikoen for driftstop. Du sørger dermed for at holde bilen i topform og dermed mere sikker, end hvis du ikke overholder serviceplanen.
SKAL service udføres hos forhandleren?
Nej. Efter den såkaldte ”Nissan-sag”, hvor forbrugerombudsmanden indgik forlig med importøren, må fabrikanter/importører ikke længere forlange, at bilen serviceres på et autoriseret værksted, for at opretholde garantien. Det betyder at man frit kan vælge værksted og stadig beholde fabriksgarantien, såfremt fabrikkernes forskrifter følges nøje.
Book tid til service her
Hvor tit skal bilen til serviceeftersyn?
Hvor ofte bilen skal serviceres varierer fra mærke til mærke og fra model til model. Både bilens alder og brugen af bilen er med til at afgøre, hvor ofte den skal til service. Nogle biler skal serviceres for hver 5.000 km. og andre kan køre helt op til 50.000 km mellem service. Langt de fleste biler ligger i intervallet mellem 10.000 km. og 30.000 km.
Når man ikke at køre de kilometer, der er til rådighed i serviceintervallet, så træder årsintervallet i kraft. Årsintervallet er oftest hvert eller hvert andet år. Det vil sige, at hvis din bil enten skal serviceres for hver 15.000 km. eller hvert år og du kun kører 10.000 km. om året, så skal bilen til service 1 gang om året.
Hvilket service skal man vælge?
Der er som regel flere typer af service at vælge mellem og den bedste måde at vælge service på er ved at følge forskrifterne i serviceplanen. Skorstensgaard råder altid til at bilen serviceres efter serviceplanen. På den måde sikres holdbarheden bedst muligt, risikoen for driftsnedbrud mindskes og gensalgsværdien bevares bedst muligt.
Du kan læse mere om Skorstensgaards service her.
Bliver min bil så mere værd?
Både ja og nej. Din bil vil næsten altid gradvist blive mindre værd. Man taler om at biler taber op mod 20 % af deres værdi, alene når de kører ud fra forhandleren.
En god tommelfingerregel er, at bilen taber ca. 16 – 25% i værdi om året (bilplan.dk/2016), men det varierer meget efter model og mange andre faktorer.
Som udgangspunkt bliver din bil ikke mere værd af at komme til serviceeftersyn. Men den vil være mere værd end hvis du ikke har fået foretaget serviceeftersyn. Det har Jan Lang fra bilbasen udtalt:
”En servicebog er Alfa Omega. Vi kan konstatere, at biler, der ikke har en fuld servicebog, taber mellem 5 og 7% mere i værdi end biler med en komplet servicehistorik”.
Så det giver rigtig god mening at overholde service.
Kan jeg ikke selv lave service?
Der er selvfølgelig nogle ting, som du sagtens selv kan lave, som f.eks. kontrollere og efterfylde olie, sprinklervæske og kølervæske, men mange af servicepunkterne kræver det rigtige udstyr og kompetencer. Moderne biler stiller endvidere store krav til elektronisk programmering og opdatering, som er dyrt og besværligt at vedligeholde, som almindelig bilejer.
Brug autoværkstedet til serviceeftersyn
Konklusionen er derfor, at hvis du vil bevare din bil bedst muligt, sikre en høj driftsikkerhed og ikke mindst en høj passagersikkerhed, så skal du få serviceret din bil ifølge fabrikkernes forskrifter. Serviceeftersynet kan udføres på et hvilket som helst værksted, uanset om det er et mærkeværksted eller et frit værksted, og fabriksgarantien vil stadig gælde. Et serviceeftersyn er den bedste og billigste måde at sikre din investering.
Skorstensgaard ønsker dig en god og sikker tur.