”Opvejning af bil” betyder, at du øger den vægt, som din bil må trække. I denne artikel giver vi dig overblik over de forskellige begreber, du skal kende, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med opvejning og hvordan du får det gjort.
Hvor meget må jeg trække med min bil?
Det kommer an på to ting:
- Dit kørekort
Har du et almindeligt B-kørekort, må den samlede totalvægt ikke overstige 3500 kilo. - Din bil
Hvor meget du må trække med din bil, afhænger af hvilken bil du har.
Hvor finder jeg oplysningerne?
Oplysningerne du skal bruge i forbindelse med opvejning af bil, finder du på din registreringsattest og i bilens tekniske specifikationer.
Styr på begreberne
Hvis du ikke er helt erfaren ud i det med at skulle trække en anhænger, kan det være en god ide, at du har begreberne på plads, inden du går i gang.
Egenvægt: er køretøjets (bilen eller anhængeren) vægt uden last.
Køreklar vægt: er køretøjet egenvægt + 125 kilo (Bil + chauffør) Fremgår kun på nyere registreringsattester.
Påhængsvægt / Koblingsvægt: er den vægt, der må sættes på bilens trækkrog.
Lastevægt er den vægt, der på lastes i en trailer.
Totalvægt: er den samlede vægt af køretøj + last. Der skelnes mellem tre typer totalvægt:
- Teknisk tilladt totalvægt er den maksimale vægt af bil plus læs ifølge producenten.
- Tilladt totalvægt er den gældende totalvægt, hvis fx bilen er blevet opvejet
- Faktisk totalvægt er hvad bilen vejer, når du kører den på en vægt.
Vogntogsvægt: Den samlede vægt af bil, anhænger, passagerer og bagage.
Det er særligt påhængsvægten der er interessant i forhold til opvejning af bil.
Muligheden for opvejning af træk på bil
Bilens påhængsvægt beregnes ud fra bilens trækkraft. Med i den beregning tæller kravet om, at bilen skal kunne starte og sætte i gang på en stigning på 12%, uden at bilens motor eller kobling overbelastes. Det krav gælder ikke i Danmark. Derfor er der mulighed for opvejning af anhængertræk, så bilen må trække mere på krogen. I nogle tilfælde vil de ekstra kilo på krogen blive fratrukket bilens totalvægt.
Indrømmet: Det er lidt af en jungle…
Der er rigtigt mange forskellige tal, der spiller ind i forhold til muligheden for opvejning af bil, og for at være helt sikker, bør du henvende dig til dit værksted, din forhandler eller producenten af bilen. Alternativt kan du også i en vis grad får hjælp, der hvor du køber din anhænger. Der ligger en ret stor grad af usikkerhed i at spørge ud i campingfora eller andre grupper på internettet, da svarene altid afhænger af bilen. Ikke bare modellen men også udgave, motor, typen af træk mv.
Opvejning af påhængsvægt: Sådan gør du
I stedet for at gå i gang med at regne selv, med den risiko der er for at kløjs i tal og begreber, så kontakt din forhandler. Som udgangspunkt skal du bruge to oplysninger:
- Bilens stelnummer
- Anhængerens oplysninger (egenvægt, totalvægt mv. )
Bilens stelnummer finder du på registreringsattesten eller alternativt på et klistermærke i bilen. Kig i dørkarmen ved chaufførsiden, på motorhjelmen, selve motoren eller kig på instrumentbrættet ind gennem forruden.
Undgå en klassisk brøler…
I forbindelse med opvejning af bil kan man nemt forregne sig, og udelukkende fokusere på koblingsvægt og totalvægt. Rigtigt mange glemmer at kigge på vogntogsvægten. Altså den samlede vægt af bil, anhænger, passagerer og bagage.
Undersøgelser viser, at mere end halvdelen af de bilister, som bliver taget for overlæs, slet ikke var klar over at de kørte med overlæs. De har ganske enkelt ikke tænkt ind i ligningen, at der er sat parabol og 4 cykler på campingvognen, og de 10 rammer sodavand og øl fra Fleggaard har de heller ikke regnet med. Og så var de heller ikke klar over, at campingvogne faktisk ”tager på” over tid, fordi der ophobes fugt.
Muligheden for ned- og opvejning af trailer
Det er ikke kun din bil, der kan opvejes. Det kan din anhænger også, lige såvel som den kan vejes ned. Så i nogle tilfælde kan det give mening, at du i stedet for at bøvle med en opvejning af din bil, overvejer om det i virkeligheden er anhængeren der skal vejes ned.
Det kan også være, at du har brug for at kunne laste lidt mere på fx din anhænger, så kan du undersøge mulighederne for opvejning af trailer. Et klassiske eksempel er, at det bliver nødvendigt med en opvejning af en bådtrailer, fordi båden har fået en større motor eller har fået lavet nogle ændringer, der har øget vægten med flere kilo end traileren er godkendt til.
Undersøg dine muligheder
Tag altid fat i forhandler eller producent hvis du overvejer en opvejning af bil eller anhænger. Det er kun disse, der kan foretage ændringer i godkendelserne, og hvis du ikke gør forarbejdet rigtigt – eller helt undlader en opvejning, kan det blive dyrt. Både i bøder og i trafiksikkerhed.