Synger den gamle skude på sidste vers, og giver det ikke længere mening, at sælge den videre, så er det på tide at sende den til de evige jagtmarker. Eller sælge den til skrot, om du vil. Denne artikel fortæller dig alt det, du skal vide om at skrotte din bil.
Din skrotbil er penge værd
Det første du skal vide er, at din bil stadig er penge værd. Du kan få en skrotningsgodtgørelse, hvis din bil
- Vejer mindre end 3500 kilo
- Har været indregistreret til kørsel med max 9 personer incl. fører.
- Er afmeldt Motorregistret efter 1. juli 2000
- Har været ansvarsforsikret.
Skrotningsgodtgørelse – eller skrotpræmie, som det også kaldes – er på 2.200 kroner. Det er statens måde at skabe et incitament til at få de dårligste biler af vejene på.
For at få fat i pengene, skal du køre din bil til en registreret og miljøgodkendt ophugger. Det vender vi tilbage til nedenfor. Du skal nemlig være opmærksom på, at der kan være en mulighed for at få lidt mere værdi ud af din bil.
Hvis du alligevel skal købe en ny bil som erstatning, så kig efter en forhandler, der tilbyder at tage din skrotklare bil med i handlen. Nogle forhandlere tilbyder således 15.000 til 20.000 kr. Det er unægtelig flere penge end statens godtgørelse. Den større skrotpræmie er alene et tiltag for at tiltrække dig som bilkøber. Når forhandleren får bilen ind, sørger de for at den bliver skrottet efter de gældende regler.
Sådan skrotter du din bil:
- For at bilen kan blive skrottet, skal den afmeldes i motorregistret. Det kan du gøre på Borger.dk, hvor du i samme omgang kan ansøge om udbetaling af din skrotpræmie.
Hvis du skrotter bilen på vegne af en virksomhed, skal denne procedure gennemføres på Virk.dk. - Skrotningsgodtgørelsen indsættes automatisk på din NEMkonto. Når du har gennemført den ”digitale skrotning”, modtager du også en skrotningsattest i din E-boks eller, i nogle tilfælde, som et fysisk brev med posten.
- Bilen skal nu køres til en registreret og miljøgodkendt ophugger. Det kan du selv gøre, eller du kan i nogle tilfælde få din forhandler til det. Det sidste er en god ide, hvis skrotbilen skal erstattes af en nyere model. De fleste bilforhandlere har et samarbejde med registrerede og miljøgodkendte ophuggere. Nogle ophuggere tilbyder at tage sig af afmeldingen af bilen i motorregistret. Det tager de typisk 250 kr for, som fratrækkes din skrotpræmie.
Hvad sker der med bilen, efter den er skrottet?
En skrottet bil er en potentiel miljøbelastning. Derfor er det vigtigt, at den skrottes korrekt, og det er dit ansvar som bilejer at sikre, at bilen skrottes korrekt. Det er derfor du skal vælge en registreret og miljøgodkendt ophugger.
Det første der sker, når du har sagt farvel til din bil er, at ophuggeren sørger for at tømme bilens tanke for brændstof, olie og andre væsker. Dette sker for at sikre at bilen ikke forurener eller udgør en unødig brandfare.
Herefter fjernes de elektroniske komponenter som batterier og kabler. Batterierne rummer også en alvorlig miljøbelastning, og skal derfor håndteres korrekt. Kabler og andre elektroniske komponenter kan ofte genbruges. Og det er dét, det her handler om: At din gamle bil kan blive til noget nyt, og i mindst muligt omfang lægge miljøet til last. Nu strippes bilen for plast, glas, tekstil og gummi, der alt sammen er nemt at genbruge.
Til sidst står karrosseriet tilbage. Det vil typisk ryge i en maskine, der findeler i forskellige typer metal, som herefter også genanvendes. Typisk kan mellem 80 og 90% af den skrottede bil genbruges.
Størstedelen af skrottede biler er nyere biler
Langt størstedelen af de biler, der ender hos ophuggerne, er relativt nye biler. De har ofte være involveret i færdselsuheld og er blevet så beskadiget, at det ikke kan betale sig at reparere på dem.
I disse biler bliver alle de tekniske dele, der kan genbruges pillet ud, og solgt som reservedele. Der er et kæmpe marked for køb af brugte autodele, fordi der ligger en mulighed for at købe dyre dele til en billig pris. Ofte sælges disse brugte autodele med reklamationsret, fordi de stadig er i så god stand.