8. februar 2023

Mand står ved siden af nedbrudt bil

Du har måske stået i en situation, hvor din bil skal udskiftes af den ene eller anden årsag. Du søger på nettet og tjekker, hvad der er af brugte biler på markedet lige nu. Men det kan være svært at finde ud af, om bilen er i en ordentlig stand, og om den overhovedet lever op til de forventninger, du har. Vi giver dig her nogle tips, der kan lette situationen for dig.

Som autoværksted kan vi måske give dig nogle gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du vil købe en brugt bil. Vi har derfor været en tur på værkstedet for at høre, hvad vores mekanikere har af tips og råd til køb af brugt bil.

 

Undersøg restgæld, synsrapport og kilometertal

At skulle hænge på en gæld, som man ikke selv har optaget, er ikke rart. Det er derfor vigtigt at undersøge, om der er restgæld i bilen. Er der restgæld i bilen kan du aftale med sælger, at gælden skal være indfriet, inden I indgår en købsaftale. Her er det vigtigt, at det noteres på slutsedlen, at gælden er indfriet.

En synsrapport er nyttig, når du beslutter dig for at købe en brugt bil. Den giver dig indblik i, hvor mange kilometer, bilen har kørt, og om det stemmer overens med det, sælger har oplyst. Har der været bemærkninger på bilen til sidste syn, kan det være gode indikationer på, hvad du kan forvente af reparationer. En synsrapport oplyser også, om bilen overhovedet er godkendt i syn.

Både synsrapporten med kilometertal og restgæld kan du tjekke på https://www.nummerplade.net/. Det kræver blot, at du enten har nummerpladenummeret eller stelnummeret på den bil, du vil undersøge.

 

Undersøg bilmærket og biltypen

Det er meget forskelligt fra bilmærke til bilmærke, hvad du skal være opmærksom på. Nogle mærker har for eksempel en historie med rust – andre med tandrem, eller andet. På nogle mærker og typer kan man endda forudse, hvornår dens ”børnesygdomme” opstår. Her kan det være godt at have en erfaren mekaniker i baghånden, og så er det måske bedst, at du spørger på dit lokale værksted om det specifikke bilmærke.

For nyere brugte biler kan du også finde oplysninger på siden her https://bila2z.dk/. Det er dog væsentligt at notere, at det ikke er sikkert, at den bil, du har i kikkerten, volder problemer, idet hjemmesiden overordnet beskriver de problemer, som man typisk har set ved et bestemt bilmærke eller biltype.

 

Prøvekør og gennemgå bilen

Det er altid en god idé, at du prøvekører bilen. Du kan lytte efter mislyde, tjekke sidespejle og se, om nogle af advarselslamperne lyser, samt tjekke, at lysfunktionerne fungerer, som de skal. Her er det også en god idé at tjekke, om komfortudstyr såsom aircondition og sædevarmere virker.

Generelt er det altid godt at se bilen igennem. Også i forhold til dæk – slides dækkene ens på både for- og baghjul? Et andet rigtig godt tip er at tjekke, om motorrummet er fyldt med olie, for sådan må det helst ikke se ud. Der må gerne være lidt skidt og snavs, hvilket der typisk er i et motorrum. Er der derimod gjort rent, og er der tale om en ældre bil, så er det værd at spørge sælger om årsagen, da det i værste fald kan dække over en fejl eller læk. Kender du en mekaniker, ville det være oplagt at tage vedkommende med ud for at testkøre og gennemgå bilen.

 

Hvad kan et værksted hjælpe dig med?

Der er nogle klar regler for, hvad et værksted må oplyse. På grund af GDPR-lovgivningen må værkstedet, som sælgeren benytter, ikke udlevere oplysninger om bilen. Disse oplysninger skal sælger acceptere, at du får. Hvis det er i orden med bilens sælger, kan du få bilen til gennemgang hos et værksted, som du selv vælger. Det kan være en god idé at gøre, hvis du er i tvivl om bilens stand, og ikke selv har forstand på biler.

Ønsker du at vide, om bilen tidligere har været skadet, er der ingen hjælp at hente, hvis sælger ikke oplyser om det. Hverken værkstedet eller forsikringsselskabet, som sælger benytter, må oplyse om en tidligere skadehistorik. Og det kan være rigtig svært at se på en bil, om den tidligere har været skadet. Desværre findes der heller ikke et offentligt register, hvor du kan finde denne oplysning. Vores råd er, at du bør spørge sælgeren om dette og håbe på, at vedkommende oplyser dig herom.

 

Servicebog – ja tak!

Det er altid en god idé at bede om at se bilens servicebog. Her får du alle de oplysninger, du har brug for i forhold til bilens servicehistorik, og om alle services er overholdt. Det er en nyttig oplysning, hvis bilen stadig er inden for fabriksgaranti. Garantien bortfalder nemlig, hvis service ikke er blevet overholdt i henhold til fabrikkens forskrifter.

Vi håber, at dette kan hjælpe dig i dit næste bilkøb.

Hos Skorstensgaard vil vi selvfølgelig gerne være behjælpelige med at gennemgå en bil, såfremt du har behov for det. Du kan ringe på 72 44 44 24 og booke en tid.