Fod holder på kobling i bilen

En ødelagt kobling kan hurtigt blive en dyr omgang. Både hvis du ikke opdager symptomerne i tide, og hvis du ikke ved tilstrækkeligt om bilen til at kunne overskue reparationen. Denne artikel hjælper dig til at opdage tegn på en slidt kobling og giver dig en idé om, hvad der kan være galt.

 

Hvordan føles en slidt kobling?

Det er faktisk nemmere at tage udgangspunkt i, hvordan en ”sund” kobling føles: Hvis du uden nævneværdig modstand kan træde din kobling i bund, og skifte til et nyt gear i en glidende bevægelse, uden anden lyd end den selve bevægelsen giver, så har du med ret stor sandsynlighed ikke en nævneværdig slidt kobling.

Det er først når du oplever, at koblingen bliver træg, hakkende eller føles anderledes, at gearskiftet larmer eller er besværligt at du skal spørge dig selv: ”Har jeg en slidt kobling”? Jo længere du overser symptomerne på en slidt kobling, jo tættere kommer du på den ærgerlige erkendelse af en helt ødelagt kobling.

 

Hvordan tjekker man koblingen?

Du kan ikke sådan bare lige åbne op og tjekke koblingen for slid, medmindre du virkelig har forstand på biler. Men der er en fin måde at tjekke koblingen på. Nedenfor finder du en række symptomer på en slidt eller ødelagt kobling. Symptomerne fremkommer ofte ved bestemte handlinger. Du kan tjekke om du har en slidt kobling ved at udføre handlingen, og se, om symptomerne opstår.

En måde du selv kan tjekke koblingen på, er at teste koblingspunktet. Jo sværere du har ved at ramme eller finde koblingspunktet, jo mere skeptisk bør du være.

 

Kobling-tjek 1:

  • Hold med snuden på bilen op ad bakke – håndbremsen trukket og i frigear.
  • Sæt bilen i første gear, og let foden på koblingen, til du mener du har ramt koblingspunktet.
  • Slip håndbremsen samtidig med at du forsigtigt træder på speederen for at sætte i gang.
  • Triller bilen fremad som ønsket – op ad bakken – så virker din kobling umiddelbart sund.
  • Triller du baglæns? Træk håndbremsen inden du læser videre… Det kan måske være en ide at få tjekket om din kobling er, som den skal være.

 

Kobling-tjek 2:

  • Kør roligt med en hastighed på 40-50 kilometer i timen ad lige vej.
  • Skift op i højeste gear
  • Træd speederen stille og roligt i bund.
  • Hvis bilen accellererer, slip speederen igen. Din kobling fungerer fint.
  • Hvis bilen ikke tager fart, er det et godt tegn på en slidt kobling.

 

 

Syv tegn på en slidt kobling:

 

1: Det hviner fra koblingen...

Opstår: Når du træder koblingen halvt ned i frigear, for at sætte bilen i gear.

Mulig årsag: Slidt koblingsplade.

 

2: Hvinen ved udkobling...

Opstår: Når du træder koblingen helt i bund. (Uden at røre speederen).

Mulig Årsag: Problemer med leje eller bøsninger ved trykpladen.

 

3: Motorlyd stiger eller falder (som når du skifter gear)...

Opstår: Motor kører, bilen holder stille i frigear, speederen berøres ikke.

Mulig årsag: Slidt kobling.

 

4: Det lugter brændt...

Opstår: Ved almindelig kørsel og brug af kobling/gear

Mulig årsag: Når du har tjekket og afvist, at der ikke rent faktisk er noget der brænder, kan den brændte lugt være tegn på en slidt kobling. Det er ikke unormalt, at der kan lugte brændt, hvis du har presset koblingen i en kortere periode, for eksempel ved kørsel med campingvogn, hvor der er filet lidt på koblingen, men lugten må ikke opstå ved almindelig brug.

 

5: Svært at træde pedalen i bund...

Opstår: ved gearskifte.

Mulig årsag: Slidt kobling.

 

6: Kobling rusker ved igangsætning...

Opstår: Typisk i første gear indtil bilen ”tager ved”.

Mulig årsag: Det kan meget vel være et slidt svinghjul, en knækket fjeder eller en defekt trykplade.

 

7: Mislyde...

Opstår: Ved gearskifte.

Mulig årsag: Slidt kobling. Det kan være flere dele omkring koblingen. En slidt kobling giver lyde fra sig, fordi de mekaniske dele ikke har det godt.

  

 

Tre tegn på en ødelagt kobling

 

1: Kobling sidder fast...

Opstår: Når du har forsøgt at koble ud.

Mulig årsag: I bedste fald er det ”kun” koblingspladen, der er slidt. Det kan også være en ødelagt cylinder. Hvis gearkassen samtidig smider olie, så sæt kursen mod et værksted.

 

2: Bilen "hopper ud" af gear...

Opstår: Når du kører – typisk kort tid efter gearskifte.

Mulig årsag: Defekt kobling.

 

3: Manglende acceleration...

Opstår: Når du træder på speederen efter gearskifte.

Mulig årsag: Defekt kobling.

 

Justering af kobling

Det er muligt at lave en justering af kobling selv, hvis du har mere end almindelig god forstand på biler. Har du ikke det, anbefaler vi, at du får en, der ved lidt mere om biler, til at gøre det for dig.

 

Du er altid velkommen i en af Skorstensgaards afdelinger

Du finder dit nærmeste værksted her