Det er blevet forår - og selv om omstændighederne her i 2020 er markant anderledes, end de plejer at være, så er det jo fantastisk. Det betyder også, at motorcyklisterne har hentet deres tohjulede maskiner frem fra gemmer og vinterhi - og dermed skal vi til det igen: Hold øje med og tag hensyn til hinanden derude, så det ikke går galt.
Langt de fleste motorcykelejere i Danmark bruger ikke deres køretøjer i vinterperioden. Mange forsikringer dækker således ikke i december, januar og februar - og der kan også gå længe imellem, at man ser motorcykler i henholdsvis november og marts.
Men nu er det april - og der er forår i luften. Og selv ikke en verdensomspændende pandemi som Covid-19 kan holde motorcyklisterne fra at rulle en tur på asfalt. Det er typisk noget, som mange bilister lige skal vænne sig til - at der atter er de her tohjulede køretøjer på vejene.
Fylder mindre og kører hurtigere
De fylder mindre i bredden, og de accelererer også hurtigt, så nogle trafikanter oplever af og til, at der "lige pludselig" er dukket en motorcyklist op i bakspejlet.
Book tid til service af din bil
Alle skal naturligvis køre efter færdselsreglerne - og det gælder både bløde og hårde trafikanter, lige så vel som det gælder biler, motorcykler, lastvogne og knallerter.
Men når bilisterne i de seneste fire-fem måneder stort set har været fri for overhalende motorcyklister, så kan det kræve lidt tilvænning. For mc'ernes "genkomst" er noget, der hvert år overrasker mange bilister, og som derfor kan aflæses direkte i ulykkesstatistikken.
Gode råd til bilisterne
Ifølge FDM viser en tidligere undersøgelse fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker for eksempel, at det langt overvejende er trafikanternes adfærd, der er årsagen til ulykker, hvor motorcykler er involveret.
Derfor iler vi med en række gode råd til bilisterne:
- Vær opmærksom på at motorcyklister på afstand ikke syner af meget og let kan være skjult i blinde vinkler, dørstolper m.m.
- Giv tegn i god tid når du vil skifte vognbane eller dreje ind ad en sidevej.
- Undlad at overhale når du ser en modkørende motorcyklist – du har vanskeligt ved at vurdere afstanden og hastigheden korrekt, og du kommer let til at skabe en unødig farlig situation.
- Vær opmærksom på, at motorcyklerne ofte kører hurtigere, end du regner med.
Gode råd til motorcyklisterne
Og supplerer med en række lige så gode råd til motorcyklisterne:
- Kør defensivt når du er blandt medtrafikanter, og afpas hastigheden efter de signaler du observerer fra andre trafikanter.
- Placer dig synligt for andre trafikanter og placer dig, så du selv har maksimalt udsyn. Dette gælder specielt ved overhaling af et eller flere køretøjer.
- Overhal aldrig hvis den der overhales har mulighed for at dreje til venstre, eller hvis der er sideveje, hvorfra andre trafikanter kan køre ud foran dig.
- Hold dine kørefærdigheder vedlige ikke mindst opbremsning, undvigeteknik og kurvekørsel. Der findes kurser, hvor du kan forbedre dine færdigheder.
For nogle år siden søsatte organisationerne Danske Motor Cyklister, MC Touring Club og Motorcykel Forhandler Foreningen et tiltag, der kaldes "Se os - nu kommer vi!".
Denne kampagne kan man læse mere om på dette site.