12. april 2023

Kilometertæller i bilens instrumentbræt

At holde en bil kørende i lang tid kan virke som en udfordring, men det er faktisk ret simpelt, hvis du tager dig ordentligt af bilen. I denne artikel vil vi undersøge nøglen til at holde en bil kørende i lang tid, når kilometertælleren passerer et sekscifret tal. Vi vil se på vigtige faktorer såsom udvikling, vedligeholdelse, og hvad du skal være opmærksom på ved et gensalg. Det kan også være, at du blot har lyst til at se kilometertælleren runde de 500.000 km.

 

Udvikling: moderne biler holder længere

Der er løbende teknologisk udvikling på biler, som gør det muligt for moderne biler at holde længere end deres forgængere. Nye materialer, bedre motorer og mere avancerede systemer til vedligeholdelse og overvågning bidrager til at forlænge bilens levetid og kilometertal.

Moderne biler er udstyret med mere avancerede motorer, der er mere effektive og holdbare end tidligere generationer. De elektronisk styrede motorer kan justere sig selv for at optimere ydeevnen og reducere slid på vitale dele såsom stempler, ventiler og krumtapaksler.

Endelig er moderne biler udstyret med mere avancerede systemer til vedligeholdelse og overvågning, herunder elektronisk styring af alt fra olieskift til bremsebelægninger, hvilket gør det lettere for dig at holde styr på bilens vedligeholdelsesbehov.

 

Vedligeholdelse: overholdelse af serviceintervaller er afgørende

En vigtig faktor, når det kommer til biler med højt kilometertal, der skal køre mange kilometer endnu, er regelmæssig vedligeholdelse. Det er især vigtigt at følge bilens serviceplan, således den bliver serviceret regelmæssigt – typisk er serviceintervallet på 30.000 km. Dette indebærer blandt andet olieskift, som er centralt for, at motoren får en god ydeevne. Derfor er det også vigtigt, at det er den rigtige olie, der kommer på bilen. Forkert olie eller olie af en ringere kvalitet kan betyde slid på motoren.

Derudover er det vigtigt at tage sig af mindre problemer, så snart de opstår, før de udvikler sig til større reparationer – her kommer serviceeftersynet dig til gode, for hvis der er noget, som du ikke selv har opdaget, vil mekanikeren finde det under servicegennemgangen.

 

Gensalg: Sådan sælger du en bil med højt kilometertal

Overvejer du at sælge din bil, der har kørt rigtig mange kilometer, er det vigtigt at være ærlig om bilens stand og historik. Potentielle købere vil med høj sandsynlighed stille spørgsmål om bilens vedligeholdelseshistorik, og det er især vigtigt at have dokumentation for servicehistorikken og eventuelle reparationer, der er blevet udført.

Det er dog også vigtigt at være ærlig om kørslen af bilen. Jan Lang, der er ansvarlig for markedsindsigter og kommunikation hos Bilbasen, udtaler:

- Kørslen er vigtig, og den måde man kan finde ud af, om bilen er blevet behandlet ordentligt under kørsel, er blandt andet ved at lugte til motoren – den må ikke lugte brændt. Lækage er også én af de ting, der er værd at se efter. Det fortæller meget om motorens stand.

Derfor skal du være opmærksom på, at en potentiel køber også får lov til at kigge på og lugte til motoren. For selvom bilen har en god servicehistorik, så betyder kørslen også en del for bilens tilstand.

Vil du gerne gøre din bil mere attraktiv for købere, vil det være en god idé at fokusere på bilens stærke punkter. Hvis bilen har været godt vedligeholdt og stadig kører godt, kan dette være et salgsargument. Har bilen en god brændstoføkonomi, rummelig kabine eller er kendt for at være pålidelig, kan dette også hjælpe med at gøre den mere attraktiv.

Noget som også kan gøre din bil mere attraktiv er, hvor ny den er. Jan Lang fortæller nemlig også, at det er bedst at købe bilen så ny som muligt – selvom den har flere kilometer på tælleren end en bil med ældre årgang.

Endelig kan prisen også spille en rolle, når du sælger din bil med højt kilometertal på tælleren – her kan det eventuelt være en fordel at sætte prisen lidt lavere end tilsvarende biler med færre kilometer på tælleren. Dette kan gøre bilen mere konkurrencedygtig og tiltrække flere købere.

 

En sport at få mange kilometer på tælleren

Selvom efterspørgslen på biler med høj kilometertæller ikke er stor, så findes der alligevel en del kilometer-entusiaster, som gør det til en sport at få tælleren til at runde flere cifre. I mange high-mileage klubber bliver det endda opfattet som en stor opnåelse, og medlemmerne ejer selv ældre biler med højt kilometertal, og opfordrer andre til at vælge velsmurte og velkørte biler med mange kilometer i motoren frem for ”unge” biler, der blot har stået parkeret.

Og når man tænker på, hvor meget energi der går med at producere en ny bil, er det ikke kun en sjov måde at komme fra A til B på, at købe en kilometer-klassiker, give den et godt hjem og holde den i tiptop stand, det er også med en grønnere tilgang i tanke.

Hvis din ældre bil allerede har nået en god milepæl på kilometertælleren, kunne det næste være, at bilen med tiden går hen og bliver en klassiker eller endda en veteranbil. Når en bil har været indregistreret i 25 år, kan bilen kaldes for klassisk, hvorimod har den været minimum været indregistreret i 30 år, så kan du registrere den som veteranbil. Det er da noget at se frem til.

 

Læs også:

Tips og råd til køb af brugt bil: https://skorstensgaard.dk/nyheder/tips-og-rad-til-kob-af-brugt-bil

Advarselslamper – det her skal du vide: https://skorstensgaard.dk/nyheder/advarselslamper

Hvornår er en bil veteranbil?: https://skorstensgaard.dk/nyheder/hvornaar-er-en-bil-veteranbil