10. januar 2023

Skiftet til elbilens fremtid er som at træde ind i en ny æra for danske bilejere. Tanken om en lydløs og miljøvenlig køreoplevelse er lokkende, men spørgsmålene om opladning både derhjemme og på farten, kan få enhver til at sidde fast ved beslutningen om, hvorvidt det er nu, man vil investere i en elbil. Derfor har vi lavet en overkommelig guide, som kan hjælpe dig med at få svar på de indledende spørgsmål om opladning, der kan komme.

 

Ladebokse: Hvilke muligheder har du?

Du har flere, end du tror og derfor større mulighed for at finde den perfekte løsning til netop dine behov.

Ladeboks med serviceaftale: Forestil dig en ladeboks, der kræver nul bekymringer fra din side. Udbyderen tager sig af service og vedligeholdelse, hvor du blot skal betale et månedligt kontingent. Prisen varierer selvfølgelig af, hvilken udbyder, du vælger. Her får du også afgiftsrefusion for den strøm, du har brugt til at lade din elbil. Strømmen afregnes direkte med dit elselskab.

Ladeboks uden serviceaftale: En god løsning ved lavt kørselsbehov. Du afregner direkte med dit elselskab for den strøm, du bruger. Afgiftsrefusion er ikke mulig, men det kan ofte være økonomisk fordelagtigt, da du heller ikke betaler for en serviceaftale og med det mindre forbrug, ville det oftest kunne betale sig

Abonnement: Ideel, hvis du meget er på farten. Du kan typisk lade ubegrænset på offentlige ladestandere, så længe det er på de standere, som du abonnerer på. Her kan du også få en ladeboks til dit hjem, hvor du blot skal betale strømmen til dit elselskab, hvor udbyderen af abonnementet refunderer dig baseret på dit abonnement. Her skal du dog være opmærksom på, at bruger du mere end det, der fremgår af dit abonnement, vil du skulle betale forskellen ganget med dit forbrug.

 

Sådan installeres ladebokse

Valgt din ladeløsning? Perfekt! Nu er det tid til at installere din ladeboks og sikre, at dit elnet har den tilstrækkelige kapacitet til at håndtere elbilopladning. Husk, at din ladeboks skal installeres inden for din egen ejendomsgrænse.

Er du i tvivl om din husstand har tilstrækkelig elektrisk kapacitet, kan en elektriker hjælpe. Der skal trækkes kabler fra eltavlen, og der skal tilføjes en ny gruppe for ladeboksen, der kræver sit eget fejlstrømsrelæ (type A).

Skal der tilføjes gravearbejde, længere kabel, jordspyd mm. til installationen af ladeboksen, vil dine udgifter blive højere end standardinstallationen. Nogle ladebokse kræver et andet fejlstrømsrelæ, som er en type B, der er lidt dyrere end type A. Her vil det være en fordel, at du forhører dig om dette hos forhandleren, inden du køber ladeboksen.

 

Strømforbrug til opladning af elbil

Opladningen af elbilen øger elforbruget. Gør dig selv en tjeneste og find den billigste elpris, det kan spare dig i sidste ende. Og med fleksible strømaftaler, er det mest fordelagtigt at lade om natten, hvor strømmen er billigst.

 

Lejlighed og elbilopladning – en dynamisk duo?

Det kan man desværre ikke sige helt endnu! Har du en privat p-plads tilknyttet din lejlighed, er der gode chancer for at få sat en ladeboks op. Det vil dog typisk blive dyrere grundet, at der skal trækkes længere kabel fra eltavlen til p-pladsen. Under alle omstændigheder bør du undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre.

Det bliver lidt mere tricky, hvis du ikke har din egen p-plads. Her er det op til bolig- eller ejerforeningen at beslutte, om der skal opsættes ladebokse på fælles parkeringspladser. En god idé er at forhøre dig om mulighederne.

I sidste ende kan det ende med, at den eneste mulighed er offentlige ladestandere, hvis ikke andet kan lade sig gøre. Heldigvis er dog lys for enden af tunnelen, da flere nye lejlighedskomplekser har tænkt ladeløsninger til elbiler ind på parkeringsanlægget.

 

Sidste sving mod elbilens fremtid

En ladeboks til hjemmet kræver overvejelse og planlægning, men med rette valg og lidt professionel assistance bliver din elbil opladning overskueligt og nemt. Brug tid på at forstå løsningerne, find den der passer bedst til dit liv og dit hjem.

FDM har en ladeløsningsberegner, der gør valget lettere.

Og tjek, om du har den billigste strømaftale, fordi mere power til bilen betyder mere eventyr på vejen!

 

Læs mere:

Følg en elbil til service hos Skorstensgaard

Fabriksgaranti op biler: Skorstensgaard er et legitimt valg

Beskyt din bil mod vandskader