Martin Skorstensgaard

Martin Skorstensgaard glæder sig over, at den fremadstormende koncern netop har åbnet sit 24. værksted - denne gang på Gavnøvej 1 i Næstved.

Den fremadstormende Skorstensgaard-koncern har åbnet sit 24. autoværksted - denne gang i det tidligere VW-bilhus på Gavnøvej 1 i Næstved. Dermed er de tyske værkstedspriser også kommet til Sydsjælland.

Mandag den 2. september slog afdelingschef Danny Jensen porten op til et topmoderne autoværksted på Gavnøvej 1, hvor der tidligere var Volkswagen-forretning. Åbningen i Næstved markerede samtidig lokation nummer 24 for den fremadstormende værkstedskæde, der har etableret sig over hele landet med sine tyske værkstedspriser. Men kunderne strømmer til kædens værksted, og nu er Skorstensgaard-kæden altså rykket ind i lokaler, der netop har lagt betongulv til et mærkeværksted - for et par måneder siden forlod Volkswagen nemlig adressen. - Jeg har glædet mig som et lille barn til at komme i gang. Vi har brugt den seneste tid på at komme på plads og til at gøre alt klar til åbningen, forklarer Danny Jensen, der er afdelingschef på Næstved-afdelingen.

 

Klædt godt på til opgaven

Her er autoværkstedet blevet indrettet med 13 lifte, masser af topmoderne udstyr samt en stor og lys indskrivning, hvor der naturligvis også er et venterum med alskens fine faciliteter. I alt bliver afdelingen i Næstved indledningsvist bemandet med syv ansatte, som selvfølgelig er klædt rigtig godt på til opgaven. På sigt er der plads til at ekspandere.

- Personalet er blevet trænet intensivt i et par af de andre værksteder, ligesom vi også har hentet et par af vores mest erfarne folk til Næstved. Der er altid fart på fra første dag, så det nytter ikke noget, at vi står med hænderne i lommen. Vi er mere end klar, fortæller administrerende direktør Martin Skorstensgaard, der sammen med sin bror Anders etablerede kæden for 10 år siden.

Dengang var det reelt finanskrisen, der fik tvillingebrødrene til at blive selvstændige. De ville skabe et billigere alternativ til mærkeværkstederne.

 

Vil altid gøre mere end forventet

Den første afdeling blev etableret i 2009, og det klart definerede kæde-koncept, hvor nøgleordene er kvalitet, effektivitet og service, har vist sig at være lige det, de danske bilejere har manglet. I dag beskæftiger Skorstensgaard-kæden mere end 350 medarbejdere, og alene i 2019 er der foreløbig åbnet syv autoværksteder i kæden.

- Vi kan godt lide at gøre mere for kunden, end han eller hun forventer. Og vi gør det med stor præcision og nøjagtighed. Derfor scorer vi også højt både på Trustpilot og i kundetilfredshed generelt. Faktisk viser brugerundersøgelser, at ni ud af ti kunder vil anbefale os til andre, påpeger Martin Skorstensgaard.

Kæden har en klar ambition om, at kunderne skal have en lavere værkstedsregning end den, som de får på et mærkeværksted - uden at der bliver gået på kompromis med kvaliteten og garantien. For selv om det netop er de tyske værkstedspriser, som Skorstensgaard bruger i sit payoff, så er det ikke kun dét, som det handler om.

 

Høj grad af genkendelighed

- Der skal andet og mere til. Hos os handler det i meget høj grad også om tillid, service og ordentlighed. Vi ved, hvad det er, vi har med at gøre. Og så gør det i øvrigt heller ikke noget, at vores værksteder er lækkert indrettet, understreger Danny Jensen.

Eksempelvis er venterummet designet i et dejligt miljø, som minder om en dejlig dagligstue. - Det skal være hyggeligt for den enkelte kunde at vente på, at bilen bliver serviceret - og der er altid kolde og varme drikke samt stor fladskærm, trådløst internet og mulighed for en arbejdsstation, forklarer Danny Jensen.

Skorstensgaard-konceptet er lig med en stor grad af genkendelighed for kunderne, uanset om man besøger værkstedet i København, Køge, Roskilde eller Næstved. Ens indretning, påklædning og design - og mandskabet er altid klædt i de sorte og mørkeblå Skorstensgaard-farver. - Det er lidt på samme måde, som man kender det fra McDonalds. Her er vi bare i autobranchen, understreger afdelingschefen.

Martin og Anders Skorstensgaard

Tvillingerne Martin (til venstre) og Anders Skorstensgaard grundlagde i 2009 kæden Skorstensgaard, som med åbningen i Næstved er vokset til 24 topmoderne autoværksteder. 

 

FAKTA – Skorstensgaard A/S:

Skorstensgaard-kæden blev grundlagt i 2009 af brødrene Anders og Martin Skorstensgaard, som fortsat tegner ledelsen i selskabet. Virksomheden, der medio 2019 består af 24 værksteder fordelt over hele Danmark, har positioneret sig stærkt i markedet ved at tilbyde tyske værkstedspriser - men samtidig med fokus på god service og høj kundetilfredshed.

Skorstensgaard-konceptet indebærer blandt andet følgende kundefordele, hvoraf flere er unikke:

• Gratis lånebil med fri kilometer

• Gratis Vejhjælp når man får lavet service på bilen hos Skorstensgaard A/S

• 100 procent fabriksgaranti - det vil sige, at kunden bevarer bilens garanti. Ellers betaler vi for garanti-reparationen, hvis den fejl, som får garantien til at bortfalde, er en, som vi har lavet.

• Tre års garanti på alle reparationer og fem års garanti på skade-reparationer.

• 20 procent prispres! Kom med et tilbud fra et mærkeværksted så går vi 100 procent sikkert 20 procent under!

• Du kender altid prisen og dermed den endelige faktura, inden du henter bilen

I det seneste regnskab kom koncernen ud med et tocifret millionoverskud af en omsætning på godt 150 millioner kroner.

Find mere information på www.skorstensgaard.dk.