17. august 2023

Ung pige ved siden af sin studiebil

Er du på udkig efter en lille studiebil? Så læs med i artiklen her, hvor vores erfarne mekanikere giver dig deres bedste bud på gode studiebiler. Når det gælder studiebiler, er lav indkøbspris ofte et afgørende kriterium, men det er også vigtigt at have et klart billede af de potentielle værkstedsomkostninger. Selvom vi ikke kan tilbyde røntgensyn som Superman, kan vores team af eksperter give dig værdifuld assistance i valget af studiebil set fra en mekanikers synspunkt.

Det nye studieår står for døren, og mange studerende er på udkig efter en god studiebil, der kan køre dem billigt og problemfrit til og fra uddannelsesstedet. I denne artikel kommer seks Skorstensgaard mekanikere med 7 gode bud på studievenlige biler.

I artiklen har vi fokus på mikrobiler. Fælles for dem alle er, at det er små, kompakte biler, der udover en billig købspris og en billig ejerafgift også har lavere reparations- og vedligeholdelsesomkostninger end større og mere komplekse biler. Et par indledende råd kommer her fra en værkfører og en driftskonsulent – begge er gode tommelfingerregler, når du er på jagt efter en studiebil.

Råd 1: ”Gå generelt efter en helt almindelig, billig bil, der ikke er meget gammel og heller ikke har alt for mange kilometer på bagen. Ekstraudstyr som aircondition, fartpilot med mere er gode at få med i købet, hvis bilen også har en rimelig pris. Men man skal heller ikke lade sig rive med af en billig bil med meget ekstraudstyr. For når udstyret går i stykker, kan værkstedsregningen gå hen og blive temmelig dyr”.

- Esmer Gvozden, værkfører hos Skorstensgaard Kolding.

Råd 2: ”Køber du en brugt mikrobil, som er mere end 10 år gammel eller har over 200.000 kilometer på bagen, er det en god idé at undersøge, om der er foretaget reparationer eller udskiftning af taktkæden og/eller tandremmen på motoren, da der fra fabrikantens side ofte ikke er oplyst nogen udskiftningsintervaller på disse biler.”

- Jonas Tønder, driftskonsulent hos Skorstensgaard koncernen.

Læs nærmere her, og find den bil, der vil kunne afdække netop dine krav til en studiebil.

 

Dette kan du læse om i denne artikel:

 

Lille blå studiebil

Franske Peugeot 107 er en kompakt og praktisk mikrobil. Med sin økonomiske brændstofeffektivitet er den en ideel makker for studerende, især til bykørsel. Ligesom søstermodellerne Citroën C1 og Toyota Aygo, blev modellen lanceret tilbage i 2005, hvilket gør den mere overkommelig rent prismæssigt i sammenligning med nyere modeller. Ikke desto mindre er den på ingen måde ringere, men tværtimod fremragende til studielivet, især hvad angår dens lave værkstedsbehov og vedligeholdelse.

Fælles for de fleste mikrobiler er, at de generelt er nemme at reparere, da det typisk ikke er den nyeste og mest avancerede teknologi, der bliver brugt i fremstillingen. Ofte går der også længere tid imellem reparationerne. Ifølge vores mekanikere er en af de klare værkstedsfordele ved Peugeot 107, at den ikke er så tidskrævende at have på liften, eftersom den ikke er avanceret bygget.

- Peugeot 107 er ikke en premiumbil, som de fleste nok har gættet. Men det er netop dét, der gør den egnet for studerende. Den er ikke pakket kompliceret ind fra bilproducentens side, så den er hurtig at skille ad og reparere på, når vi har den inde på værkstedet, fortæller Lars Fabricius, værkfører hos Skorstensgaard Odense.

Dette resulterer i færre værkstedstimer og dermed en lavere værkstedsregning, og derfor er mikrobilen ideel for studerende med en stram økonomi. Samtidig imponerer 107’eren med en god brændstoføkonomi på byveje, en holdbar lak og rimelige reservedelsomkostninger. Det er desuden en meget styrelet bil, som også er god at sidde i. En anden ting, som er fælles for de tre søstermodeller fra Peugeot, Toyota og Citroën er, at det er rimeligt holdbare biler, hvis man passer godt på dem og overholder bilens serviceintervaller.

Prisleje: På flere hjemmesider, der sælger biler, kan du finde brugte og nyere Peugeot 107’er til en pris, der svinger mellem 13.000-60.000 kroner.

 

Vi har endnu en fransk mikrobil med på vores liste over gode studiebiler. Citroën C1 er i sit ydre og indre meget lig Peugeot 107 – en kompakt, lille bil, der ikke koster det hvide ud af øjnene, og som hverken kræver mange løbende reparationer eller avanceret mekanikersnilde.

- Citroën C1 er let at vedligeholde og reparere på. Vi har nem og hurtig adgang til dens komponenter, hvilket minimerer vores arbejdstid på bilen og dermed reparationsomkostningerne for bilejeren. Mindre opgaver som pære- og hjulskifte, kontrol af olie og dæktryk kan også sagtens ordnes af bilejerne selv, hvis de eller en bekendt har grundlæggende mekaniske færdigheder og det nødvendige værktøj, fortæller Lars Fabricius, værkfører hos Skorstensgaard Odense.

Samlet set er Citroën C1 en pålidelig og økonomisk studiebil med en lille motor, der er designet til at være brændstofeffektiv. Derfor passer den godt til bykørsel og kan levere en solid præstation på de daglige ture mellem skole, studiejob og hjem. C1’eren er en populær mulighed for studerende, som søger en lille og praktisk bil, der ikke er for dyr i drift, hverken på reparationer, reservedele eller brændstof. Det kræver naturligvis god vedligeholdelse i form af regelmæssige serviceeftersyn, hvor mekanikeren kan tage sig af og holde øje med eventuelle fejl. Med en levetid, der typisk når op omkring 200.000 kilometer, kan den franske mikrobil blive en årelang følgesvend for ejermanden.

Prisleje: Citroën C1 er på flere hjemmesider set i prisklassen 15.000-93.000 kroner.

 

Japanske Toyota Aygo er også en pålidelig studiebil med et relativt lavt vedligeholdelsesbehov. Ligesom søstrene Citroën C1 og Peugeot 107, som den ligner meget både udadtil og indadtil, er Toyota Aygo en enestående mikrobil, der sjældent går i stykker, får vi at vide af vores mekanikere. Alle tre biler kan sagtens klare en levetid på omkring 200.000 kilometer på vejene. Her understreger vores mekanikere, at det kræver, at man passer godt på bilen og ikke mindst overholder bilens serviceintervaller, så mindre fejl og mangler i bilens mekanik eller karosseri kan blive udbedret, før de udvikler sig til reelle problemer.

Toyota Aygo skal som alle andre biler selvfølgelig serviceres regelmæssigt med olieskift, filtre og bremsevæske. Men takket være sin enkle mekanik og pålidelige komponenter er den let og hurtig at servicere for mekanikeren. Det betyder, at den generelt ikke holder så længe på liften, når den er på værkstedet, hvorfor det typisk også resulterer i en lavere regning. Samtidig har den et minimalt behov for dyrere reparationer, og det er også forholdsvis billige reservedele, den skal bruge, hvis de skal udskiftes. Dette gør Aygo til et omkostningseffektivt valg for studerende, der ønsker en brændstofeffektiv og pålidelig studiebil.

- Toyota Aygo er en fantastisk bil til prisen. Den er ekstremt driftssikker, har ikke så mange udgifter og er nem at komme rundt i. Vi har for eksempel haft en Toyota Aygo-lånebil, som har kørt over 300.000 kilometer. Den kan altså holde længe, hvis man passer godt på den, siger Michael Kjær, afdelingschef hos Skorstensgaard Kolding.

Fælles for alle mikrobiler uanset bilmærke og -model er, at de typisk heller ikke bruger så meget olie og kølervæske. Det hænger sammen med størrelsen, i og med komponenter såsom motoren er mindre på dem og derfor ikke kræver så stor en mængde olie.

Prisleje: Toyota Aygo er set i prislejet 15.000-150.000 kroner på det online brugtbilsmarked.

 

Lille grå studiebilHyundai i10

Sydkoreanske Hyundai i10, der også er en populær mikrobil, er endnu en god studiebil, som vores mekanikere anbefaler. Modellen blev lanceret i 2008 og er dermed lidt nyere end de førnævnte mikrobiler, men kan stadig findes til en overkommelig, studievenlig pris på brugtbilsmarkedet alt afhængig af produktionsår, kilometertal og tilstand. Hyundai i10 er en god, robust mikrobil, som man sidder behageligt i, og som er nem at betjene.

Bilen har ikke det store værkstedsbehov. Man skal dog være opmærksom på, at man godt kan opleve problemer med timingkæden, som sørger for, at bilens interne motorkomponenter er i overensstemmelse med hinanden. Derfor er det en rigtig god idé at vedligeholde bilen ved at få den synet hos en mekaniker. Det er under alle omstændigheder en god idé at overholde bilens serviceintervaller, så man opdager problemer, før de vokser sig større. Men med de 5 års garanti Hyundai giver sine biler, kan man godt regne med at få en studiebil med et minimalt værkstedsbehov.

- Fordi alle Hyundai-biler fødes med hele 5 års nyvognsgaranti kontra de 2-3 år for tilsvarende mikrobiler på markedet, burde man gå ud fra, at alle fejl er blevet udbedret hos mærkeværkstedet i løbet af de første fem år af bilens levetid, når man køber den brugt. Det sørger bilejerne for at overholde, da fabriksgarantien ellers bortfalder. Det kan man som brugtbilskøber desuden sikre sig ved at tjekke bilens servicetjekskema inden købet, fortæller Lars Fabricius, værkfører i Skorstensgaard Odense.

Derudover er det generelt set også billigere at skifte motorolie samt oliefilter på mikrobiler grundet motorens størrelse. Den kompakte størrelse betyder, at mikrobiler i det hele taget ikke har lige så stor påfyldningsmængde af olie eller kølervæske som større biler. Alt er mindre på dem, og derfor er de typisk også billigere i både pris og vedligeholdelse.

Prisleje: Hyundai i10 er set til et prisleje på 17.000-130.000 kroner på diverse hjemmesider.

 

Lille gul studiebilSeat Mii

Spanske Seat Mii er en kompakt bil med en let manøvreevne. Den har ingen kendte børnesygdomme, og man kan generelt forvente, at den performer udmærket, så længe man passer godt på den og får overholdt serviceintervallerne hos mekanikeren. Som de fleste mikrobiler er den nem at reparere på med de enkle komponenter, den er udstyret med, og som er nemme for mekanikeren at komme til, når der skal repareres eller udskiftes reservedele. Det er typisk også billige reservedele. Så med korte værkstedsbesøg grundet bilens enkle opbygning og de forholdsvis billige reservedele kan man sige, at Seat Mii er en studiebil med en billig vedligeholdelse.

Seat Mii’en er desuden en yderst komfortabel mikrobil. Komfort er ikke altid det, der vægtes højst i en billig mikrobil. Men Mii’en er en bilmodel, som man sidder behageligt i ifølge vores mekanikere. Derfor er den god til både korte og lange ture. Et godt råd, vores mekanikere kommer med i tråd med dette, er at prøvekøre bilen på de veje, hvor man overvejende kommer til at køre i studiebilen. Så får man både en god fornemmelse af bilens komfort, samt hvordan det i det hele taget føles at betjene bilen på diverse veje og under forskellige vejrforhold eventuelt. Det er et råd, der naturligvis gælder for alle biler og ikke kun for en Seat Mii.

- Prøvekør altid en bil, før du køber den. Det du især skal lægge mærke til, udover at bilen kører godt og er behagelig at sidde i, naturligvis, det er, hvordan bilen performer på de veje, hvor du overvejende vil køre i den. Kommer du til at pendle til studiet via motorvejen? Så tag en prøvetur på motorvejen, og mærk, hvordan det føles. Eventuelt sammen med en, der ved noget om biler, lyder rådet fra Esmer Gvozden, værkfører hos Skorstensgaard Kolding.

I forhold til kørsel på motorveje er det en smagssag, om man vil bruge en mikrobil til at pendle i, hvis man for eksempel har en længere køretur til studiet. Det, man skal være opmærksom på, er at mikrobiler har tendens til at støje i høje hastigheder, idet den forholdsvis mindre motor skal tage flere omdrejninger i sammenligning med større biler.

Prisleje: Seat Mii er set til 35.000-170.000 kroner på internettet.

 

Citigo fra det tjekkiske bilmærke Škoda er endnu en god og kompakt studievenlig bil, som vores mekanikere finder anbefalelsesværdig. Ligesom de førnævnte mikrobiler Peugeot 107, Citroën C1 og Toyota Aygo er denne bil sammen med Seat Mii og Volkswagen up!, som vi fortæller om i næste afsnit, tre biler, som kaldes søstermodeller, da de er meget magen til hinanden. Man skal være opmærksom på, at eftersom alle tre biler blev markedsført i 2011, er de nyere og kan dermed også være en tand dyrere end de førnævnte mikrobiler i artiklen.

Ifølge mekanikerne er Škoda Citigo sammen med sine to søstre fra Volkswagen og Seat mikrobiler, som har en lidt mere rummelig kabine og behagelige sæder sammenlignet med andre biler i samme klasse. Det er en anden årsag til, at de er en smule mere krydrede i prisen i forhold til de andre biler, vi nævner. Som nævnt i forrige afsnit gør rummeligheden og komforten i disse tre mikrobiler, at de er lidt mere behagelige at køre i på motorvejen sammenlignet med andre mikrobiler. Men det er en smagssag, som mekanikerne vil lade den enkelte bilejer om at vurdere.

Derudover er Citigo en bilmodel, der ligesom andre mikrobiler heller ikke er så komplekst bygget, og som derfor oftest ikke skal bruge lang tid på liften, når den er hos mekanikeren. Desuden har bilens lave serviceomkostninger sammen med prisen og de udstyr, den fødes med, blandt andet resulteret i, at undersøgelser har vurderet Škoda Citigo til at være det mest fornuftige køb iblandt dens to søstermodeller, da de blev markedsført tilbage i 2011. Det er altså en udmærket, prisvenlig bil, som også egner sig til studerende.

- Generelt set er det lettere at reparere biler, som ikke er bygget med store udstyrspakker. På disse biltyper er det nemlig ikke den nyeste, avancerede teknologi, der bliver brugt. Men derfor er det stadig gode og pålidelige biler, og de egner sig især godt til studerende. Den simplere opbygning resulterer jo typisk også i en lavere værkstedsregning, siger Jonas Tønder, driftskonsulent hos Skorstensgaard koncernen.

Den populære mikrobil fås også som elbil, dog til en højere pris end brændstofudgaven.

Prisleje: Set på diverse brugtbilforhandleres hjemmesider i et prisleje på 30.000-180.000 kroner. Elbiludgaven ligger i den dyre ende af skalaen.

 

Tyske Volkswagen er et pålideligt bilmærke, hvilket er en gængs holdning blandt mekanikerne. Og up!-modellen er også klart en af de mest populære varianter, kan man hurtigt konstatere efter et kort blik på de danske veje. Her ser man ofte også bilmodellens søstre Škoda Citigo og Seat Mii, som den deler et meget ensartet ydre – og indre – med.

Ligesom de andre mikrobiler her i artiklen har Volkswagen up! også et lavt værkstedsbehov. Det er nemt for mekanikerne at tilgå de forskellige komponenter, når den er en tur på liften. Det betyder, at du i de fleste tilfælde kan forvente at få din bil repareret inden for kortere tid sammenlignet med biler, hvor reservedele og andre komponenter ligger godt gemt inden i bilen. Derfor er det også en studievenlig bil, da kortere tid på liften oftest betyder en lavere værkstedsregning.

Efter mekanikernes vurdering anses Volkswagen up! sammen med søstermodellerne fra Škoda og Seat som mikrobiler, der udmærker sig med en mere rummelig kabine og komfortable sæder i kontrast til andre mikrobiler. Som nævnt tidligere i artiklen, kan komforten i Volkswagen up! og dens to søsterbiler betyde, at man får mere behagelige ture på motorvejen i dem sammenlignet med andre mikrobiler. Men det overlader mekanikerne til den enkelte bilejers bedømmelse, da komfort er meget individuelt.

Nogle ældre Volkswagen-biler har tendens til at ruste. Dog er rustdannelse noget, som kan opstå i de fleste ældre biler. Her kan generel rengøring og vask af bilen forhindre alger i at opstå og danne rust. Igen – det er en rigtig god idé at lytte til mekanikeren og køre sin bil til service i de intervaller, denne anbefaler. Fejlfunktion kan for eksempel medføre uhensigtsmæssig slitage af bremserne. På værkstedet kan man for eksempel få lavet bremserens, hvis mekanikeren anbefaler det. Det kan være med til, at bremserne holder længere, i og med gammelt snavs og eventuelt vejsalt bliver renset af og smurt op, så bremserne bliver fuldt funktionsdygtige. I det hele taget kan grundig rengøring og vask af bilen oftest medvirke til, at bilen – uanset model – kan vedligeholde sit pæne ydre i mange gode år.

- Jeg har selv haft min Volkswagen i snart 8 år, og jeg har købt den brugt. Den er helt tilbage fra 2007. Jeg er vældig glad for den, for den klarer sig udmærket, selvom den er en gammel øse. Volkswagen er i det hele taget et solidt og driftssikkert bilmærke, som altid har haft ry for høj kvalitet, siger Michael Kjær, afdelingschef i Skorstensgaard Kolding.

Som ved alle andre biler er det en rigtig god idé at køre sin Volkswagen up! til serviceeftersyn i de intervaller, som mekanikeren anbefaler. For så kan man forvente, at studiebilen får en mangeårig levetid, der måske også kan ledsage dig, når studietiden er ovre.

Prisleje: Set til priser, der rangerer mellem 22.000-180.000 kroner på internettet.

 

Et af de bedste – og nok vigtigste – råd, vores mekanikere kan komme med til de studerende, er at køre bilen til service i de intervaller, autoværkstedet anbefaler. På den måde bliver eventuelle problemer nemlig opdaget, inden de udvikler sig større og kræver dyre reparationer.

Hos Skorstensgaard kan du som studerende få hele 15% studierabat på vores Service efter bogen-serviceeftersyn samt alle typer af reparationer. Dermed kan du spare op til tusindvis af kroner. De eneste to krav, vi stiller til dig er, at du er over 18 år, samt at du kan fremvise et gyldigt studiekort med udløbsdato, når du indleverer din studiebil på et af vores 22 værksteder.

Book tid til service 

Læs mere om vores studierabat her

Find dit nærmeste Skorstensgaard værksted her

 

Læs også:

Få 15% studierabat hos Skorstensgaard

15% pensionistrabat hos Skorstensgaard

Bilmærkernes Værkstedsbehov: Volkswagen Passat