30. november 2022
Hos Skorstensgaard sætter vi ambition højt – det er nemlig dét, vi er lavet af! Derfor støtter vi Karlskov-familien i Vejle, der har to sportsudøvende teenagere, med vores støtteprojekt Elitespire Sponsor. Det er de unge talenter Victoria og Caroline, som dyrker karate med en kæmpe passion. Begge søstre forbereder sig nemlig til VM i karate, mens lillesøster Caroline også ser frem til at få det sorte bælte i sommeren 2023.
Søsterparret Victoria og Caroline Karlskov fra Vejle dyrker karate med en brændende passion. Passionen er større end ønsket om at ses med venner og gå til fester, hvilket langt størstedelen af de to søstres jævnaldrende omgangskreds nok bruger det meste af deres fritid på. De har dog nok at se til på karateklubben, og det er de også helt tilfredse med, da det er blevet deres livs omdrejningspunkt.
Det kræver dog store investeringer i form af træning og udstyr samt transport og hotelophold til stævner og turneringer. Derfor har vi hos Skorstensgaard etableret støtteprojektet Elitespire Sponsor for familier med børn, der har ambitioner om at udvikle deres evner og blive elite inden for en disciplin.
Passionerede karatesøstre på første- og tredjepladsen i DM
Skorstensgaard blev sponsor for søstrene Victoria Karlskov på 16 år og Caroline Karlskov på 14 år i sommeren 2022. De har en fælles passion for karate og træner begge på karatelandsholdet SKIF, der står for Shotokan Karate-Do International Federation, i Vejle. De to søstre deltog i EM i Berlin i september i år, og i november vandt de henholdsvis første- og tredjepladsen i DM ved stilartsmesterskabet SKIF Cup. Det står således klart, at de to unge talenter fra Vejle fortjener en håndsrækning i form af et sponsorat fra os, der kan støtte dem i det, de brænder for.
For de to søstre er karate ikke bare noget, de skal – det er noget, de har brændende lyst til. For dem er karate ikke bare en sportsgren, de dyrker med stor interesse, og som fylder en bestemt del af deres fritid. Karate er deres fritid. De har stort set ikke tid til andet, når de har skolefri, men både Victoria og lillesøster Caroline føler, at de får det sociale ind via skolen og karatetræningen. Derfor mener de slet ikke, at de går glip af noget ved at lægge så mange timer og kræfter i sporten. Deres vennekreds er baseret på det, der sker nede på klubben, siger de selv.
- Jeg synes, fællesskabet er det bedste ved karate. Der er jo nogen, der tror, at fordi det er enmandssport, så er der ikke noget fællesskab, som der for eksempel er i fodbold. Men der er meget kontakt klubberne imellem. Det er noget af det, jeg godt kan lide, fortæller Victoria.
Lillesøster Caroline ser meget op til storesøsteren, hvis passion inspirererede hende så meget, at hun selv fik lyst til at gå karatevejen, da hun var helt lille. Man kan derfor sige, at Victoria banede vejen for sin søster med sin interesse i sporten. De fortæller begge, at det er fedt at lære at forsvare sig selv. Men der er også et eller andet gribende omkring det. Det er noget med at nørde om ens krop i nogle kropsstillinger, som man ikke laver i hverdagen, fortæller søstrene. En årsag til, at Victoria blandt andet er så glad for sporten er, at den har hjulpet så meget på selvtilliden.
- Det giver en helt vildt meget selvtillid, når man lige har lært at mestre en bestemt kata (japansk for bevægelsesmønster i karate). Da jeg startede, var jeg ikke ligefrem den mest selvsikre på jorden. Og så kommer man herned, og man lærer at være alene om tingene, og at stå alene foran tusind mennesker med det, man har kæmpet for i så lang tid. Så får man bare rigtig meget selvtillid lige pludselig, fortæller Victoria Karlskov på 16.
Skorstensgaard støtter ambitiøse ildsjæle lokalt
For os i Skorstensgaard er det helt nærliggende at støtte sportslige ildsjæle som Victoria og Caroline, der har sat al deres vilje og kræfter i at dyrke karatesporten. Som iværksættervirksomhed er Skorstensgaard bygget på grundstenene ambition, vilje og dygtighed. Hele tanken om at være passioneret og målbevidst er en stærk del af vores DNA – en DNA, der står afspejlet i vores værdisæt, som lyder: ”vi gør mere end forventet, vi er effektive, vi er kvalitetsbevidste og vi spreder glæde”.
Hos Skorstensgaard har vi selv haft erfaring med, hvor stor en indflydelse håndsrækninger kan have på opnåelsen af succes. Det vil vi også gerne være med til nu ved at støtte unge talenter lokalt. Derudover har vi også etableret sponsoratet Vi støtter den gode energi – lokalt, hvor vi med månedlige enkeltydelser støtter lokale foreninger, der er sammensat af ambitiøse ildsjæle i alle aldre, som spreder den gode energi ved at skabe sociale sammenhold inden for forskellige interessefelter.
- Hos Skorstensgaard tror vi på, at det er vigtigt at elske det, man laver. Det er også derfor, det falder os let at skabe et projekt som Elitespire Sponsor. Det står os nært at støtte ambitioner hos dem, der gerne vil nå deres drømme. Vi er utrolig stolte over at støtte Victoria og Caroline, og følger med stor interesse med på sidelinjen i deres rejse inden for karatesporten, siger administrerende direktør og grundlægger Anders Skorstensgaard.
Lige for tiden er der blevet skruet fuldt op for træningen i Vejle. Victoria og Caroline vil nemlig rigtig gerne med i VM til foråret 2023, og det kræver, at de skal gøre sig bemærket over for landsholdstræneren. Samtidig ser lillesøster Caroline også spændt frem til at få det sorte bælte til sommer.
Vi ønsker Caroline og Victoria held og lykke her fra Skorstensgaard og hepper med fra sidelinjen!
Læs også:
Læs mere om vores støtteprojekt Elitespire Sponsor
Læs mere om vores sponsorat "Vi støtter den gode energi - lokalt"