Biler kører på motorvej i Tyskland

Selvom danske bilister kan få frygt i øjnene ved tanken om, at Elbtunnellen er lukket, eller der er "stau" hele vejen ned af A7’eren, så er trafiksituationen i Tyskland sjældent så slem, at du ikke kan finde en rute, hvor du ikke skal tilbringe alt for mange timer i sneglefart. Se alle de gode tips her.

Er du én af de tusindvis af danskere, der hvert år drager sydpå på bilferie, så kommer du ikke udenom Tyskland. Med mindre du tager en ualmindeligt stor omvej altså, og hvorfor i alverden skulle man gøre det? Selvom danske bilister kan få frygt i øjnene ved tanken om endeløse køer og dusinvis af forsinkende vejarbejder, så er trafiksituationen i Tyskland sjældent så slem, at du ikke kan finde en rute, hvor du ikke skal tilbringe alt for mange timer i sneglefart.

 

2019 var et mareridt for trafik gennem Tyskland

2019 blev det år, hvor danskerne for alvor lærte vigtigheden af at tjekke op på trafiksituationen på givne strækninger i Tyskland. 540 større vejarbejder på de populære motorvejsstrækninger ned gennem Tyskland og med udsigt til timelange køer flere steder, fik danskerne til at tænke kreativt, køre på andre tidspunkter og finde alternative ruter.

 

Hvad er der med alt det vejarbejde Tyskland har gang i?

Man kunne godt få en fornemmelse af, at Frau Merkel havde beordret hele Tyskland nyasfalteret inden skolestart det år, og man kan undre sig over, at der netop er så meget arbejde i sommerferieperioden. Det reelle billede er dog, at det ikke kun er i sommerferien. Det er hele året, og det kommer til at strække sig over en længere årrække.

 

Klar til ferie?

Book tid på værkstedet her

 

Trafikmængden i Tyskland er vokset nærmest eksplosivt. Det betyder, at vejnettet generelt skal udbygges og forbedres i hele landet, for at kunne klare de store mængder trafik, og for at kunne omlægge en del af trafikken, for at tage hensyn til de mennesker, der bor omkring de større trafikårer og -knudepunkter.

 

Hold dig opdateret omkring vejarbejde i Tyskland

Uanset om det er sommer eller vinter du skal rejse af motorvej i Tyskland, vil der være vejarbejde. Det er derfor en god ide, at du allerede hjemmefra tjekker trafiksituationen i Tyskland, i særdeleshed på din planlagte rute, men også på alternative ruter.

 

Tjek op på trafik i Tyskland inden afrejse!

Du kan altid se den aktuelle situation på Verkehrsinfo.de og på ADAC’s hjemmeside. ADAC er den tyske pendant til danske FDM.

 

Hold løbende overblik over trafik i Tyskland på turen

Der findes adskillige apps der kan hjælpe dig med at holde overblikket undervejs, og hjælpe dig med hurtige alternative ruter, hvis der skulle ske ændringer undervejs i vejsituationen.

Biler kører på motorvej i Tyskland

Ulempen ved disse apps er, at mange af dine medtrafikanter også bruger dem, så der bliver ret hurtigt trængt på de alternative ruter også.

 

De fem bedste tips til at overleve den tætte trafik gennem Tyskland

Det helt store spørgsmål er: A7 eller A9?

De fleste danskere vælger helt automatisk A7, Europavejen, der går direkte sydpå. Så er ruten ret meget ”Ligeud og så til højre”, næsten uanset hvor du skal hen. Denne vej har dog nogle strækninger som kan skabe problemer, særligt for tunge og vindfølsomme køretøjer.

Så kører du fx med campingvogn, skal du være opmærksom omkring Kassel Bakker der har nogle heftige stigninger og nedkørsler. Derudover skal du være opmærksom i Fulda-dalen. Her kan vejen til tider være lukket for vindfølsomme køretøjer.

Når vinden bliver presset gennem dalen, får den så meget fart, at den kan vippe en anhænger rundt, og så bliver der trængsel af lastbiler og campingvogne på rastepladserne nord og syd for dalen, indtil vinden er løjet af. Overvej at vælge A9, særligt hvis du skal til Tjekkiet, Østrig og Italien. Denne vej kan føles hurtigere end A7.

 

Lad være med at køre om lørdagen

Der er trængsel på vejene om lørdagen. Der er her langt de fleste kører, både nordpå og sydpå. Og ferietrafikken kombineret med tyskere på weekendtur er ikke altid god. Særligt i sommerperioderne, hvor tyskerne tager fra byerne og ud i naturen.

 

Undgå byerne i myldretiden

Mellem 8 og 10 og igen mellem 15 og 17 er der pres på omkring byerne. Er du på gennemfart på vej sydpå, så hav den hovedregel, at du skal være igennem Hamborg inden klokken 7. Ellers bør du vente til middagstid eller til efter tyskerne er kørt hjem fra arbejde.

 

Kør om natten

Kørsel om natten i Tyskland

Den er altid bedst, hvis du er en af dem, der kan lide at køre, når det er mørkt, og du vel at mærke har sørget for at være godt udhvilet inden turen. Selv i spidsbelastnings-perioderne kan du opleve at komme igennem hele Tyskland uden at holde i kø overhovedet. Og bonussen er, at der heller ikke er kø ved toiletterne på rastepladserne.

 

Gør turen til den del af ferien

Tag en overnatning i Tyskland på vej sydpå. Vælg at tage et break og find et naturskønt sted et stykke fra motorvejen. Så kan I nemt finde lækker overnatning, hyggelig beværtning og et solidt måltid mad til meget overkommelige penge. Det giver en mere afslappet tur sydover, og der er da noget skønt i at starte ferien med en rolig aften sammen over en kold tysk Bier vom Fass.

 

Er du bare på gennemkørsel?

Så er der også et par steder du kan overveje at finde alternative ruter, når du krydser ind i det næste land. Skal du til Slovenien og Kroatien, skal du være opmærksom ved Karawanken-tunnel. Her snævres en sekssporet motorvej ind til en tosporet tunnel. Der er altid kø i ferieperioderne, og risikoen for uheld i og omkring tunnelen er af gode grunde overhængende. Find en alternativ rute eller kør igennem om natten.

Skal du til Italien er Brenner-passet den mest naturlige rute. Har du samtidig valgt at køre på en lørdag, risikerer du at køre i kø fra Europabrucke og hele vejen gennem Brennerpasset, og i de største ferieuger, føles det som om at køen fortsætter hele vejen til Gardasøen.

 

Hemmeligheden er god forberedelse og tålmodighed

Trafiksituationen i Tyskland kræver forberedelse og god tålmodighed. Forbered dig via hjemmesiderne Verkehrsinfo.de og ADAC, brug de forskellige apps undervejs, så du ledes mere flydende gennem landet, og sørg for at have godt med snack, drikkevarer og underholdning med i bilen.

 

INDEN DU TAGER AFSTED:

Find mere generel viden om bilkørsel i Tyskland - og find information om miljøzoner og miljøafgifter!