Årets Bil i Danmark 2020 bliver udpeget ved udgangen af november, hvor vi kender afløseren for Ford Focus, som er den nuværende titel-indehaver. Et fem biler stort finalefelt bliver valgt ud onsdag den 9. oktober på Jyllands-Ringen.
I næste uge har en flok bilimportører og motorjournalister sat hinanden stævne i området omkring Jyllands-Ringen - en håndfuld kilometer nordøst for Silkeborg.
Årsagen er, at de indledende øvelser i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark 2020 går i gang tirsdag den 8. oktober. Her skal i omegnen af 20 motorjournalister, der alle er organiseret i MKD (Motorjournalister Klub Danmark), teste og vurdere de 25 bilmodeller, der kæmper om at vinde den eftertragtede kåring.
Vinder findes til november
I løbet af onsdag den 9. oktober vil motorjournalisterne udpege fem favoritter, som så kommer til at udgøre finalefeltet. Den endelige afgørelse træffes ultimo november, hvor de respektive journalisters stemmer fordeles blandt de fem modeller.
Sidste år var det Ford Focus (billedet herover), der kørte med titlen foran Peugeot 508 og Hyundai Kona på anden- og tredjepladsen.
Dækker et bredt spekter
Kriteriet for at deltage i Årets Bil i Danmark 2020 er, at der skal være tale om en ny "generation" af en bilmodel - altså er et såkaldt facelift ikke nok. Samtidig skal der være tale om biler, der bliver sat til salg i indeværende kalenderår. Årets udvalg er ganske broget og mangeartet - og der er både elbiler, brintbiler og hybridbiler med i feltet. Og nå ja, så er der naturligvis også konventionelt drevne bilmodeller med i opløbet.
Vælger sjældent dyre modeller
Variationen er også stor, når det gælder biltype, størrelse og ikke mindst pris, hvor spektret fra 150.000 til en rund million kroner er dækket ind. Generelt har motorjournalisterne sjældent valgt de helt dyre modeller - og det er typisk biler i b- og c-segmenterne, der har tegnet sig for sejrene. Toyota bidrager med hele fire modeller i år, og dermed kan den 52. udgave af Årets Bil i Danmark bliver første gang, hvor den japanske bilfabrikant sætter sig på titlen.
Rekorden står Fiat for
Fiat har til gengæld vundet ni gange, og dermed er italienerne indehavere af rekorden over antal gevinster foran Ford, der har otte gevinster i bagagen. Blandt andet med Sierra tilbage i 1983 (billedet herunder).
På en delt tredjeplads kommer Citroën og Opel, der begge har vundet fem gange. Ser vi på hitlisten rent koncern-mæssigt, så er det dog den franske PSA Group, der fører an i løjerne. Med både DS, Opel, Citroën og Peugeot i folden har de hentet 14 sejre, mens VW-koncernen (VW, Audi, Skoda, Seat) har vundet 12 og Fiat-koncernen (Fiat, Alfa Romeo) har vundet 11 gange.
Listen over deltager-bilerne:
Audi Q3/Q3 SportbackAudi e-tronBMW 1-serieBMW 3-serieDS 3 CrossbackHyundai NexoKia SoulKia XceedLand Rover Range Rover EvoqueMazda 3Mazda CX30Mercedes-Benz EQCPeugeot 208Renault ClioRenault ZoeSkoda KamiqSkoda ScalaSubaru e-ForesterTesla Model 3Suzuki JimnyToyota CamryToyota CorollaToyota RAV4Toyota GR SupraVolkswagen T-Cross
Årets Bil i Danmark gennem tiderne:
1969: Ford Capri (øverste billede)
1970: Fiat 128
1971: Citroën GS
1972: Fiat 127
1973: Audi 80
1974: Fiat 126
1975: VW Golf
1976: Simca 1307/1308
1977: Ford Fiesta
1978: Alfa Romeo Guilietta
1979: Fiat Ritmo
1980: Opel Kadett 1.3
1981: Ford Escort 1.3 L
1982: VW Polo
1983: Ford Sierra
1984: Fiat Uno
1985: Opel Kadett
1986: Ford Scorpio
1987: Peugeot 309
1988: Peugeot 405
1989: Fiat Tipo
1990: Renault 19 GTX
1991: Nissan Primera
1992: Citroën ZX
1993: Mazda 626
1994: Citroën Xantia
1995: Fiat Punto
1996: Fiat Bravo/Brava
1997: Skoda Octavia
1998: Alfa Romeo 156
1999: Ford Focus
2000: Fiat Multipla
2001: Skoda Fabia
2002: Peugeot 307
2003: Citroën C3
2004: Mazda 3
2005: Mitsubishi Colt 5D
2006: Seat León
2007: Opel Corsa
2008: Mazda 2
2009: Honda Jazz
2010: VW Polo
2011: Ford C-Max
2012: Opel Ampera
2013: Seat Mii/Skoda Citigo/VW Up
2014: Skoda Octavia
2015: Citroën C4 Cactus
2016: Opel Astra
2017: Peugeot 3008
2018: Seat Arona
2019: Ford Focus
(Kilde: MKD.DK)