15. december 2023

Når din bil skal til syn, er der flere vigtige aspekter, du bør have styr på. Det primære fokus er naturligvis, om bilen består synet, og hvad synsrapporten indikerer. Derudover er det også vigtigt at have styr på datoer og tidsfrister. Denne artikel vil guide dig gennem alle de nødvendige oplysninger om syn af bil.

 

Det er essentielt at skelne mellem bilsyn og synstjek. Bilsyn foregår hos en synshal, hvor der udarbejdes en synsrapport, hvori der informeres om bilens stand, og om den kan godkendes. Et bilsyn er lovpligtigt, da man skal tjekke, om køretøjet lever op til de gældende love og regler. Der er nemlig nogle færdselssikkerhedsmæssige forhold og miljømæssige forhold, som køretøjet skal leve op til. Synstjek er derimod valgfrit og udføres på et autoværksted, som vurderer om din bil kan gå igennem synet, eller om der skal udbedres fejl og mangler. Vær opmærksom på, at et synstjek ikke er det samme som serviceeftersyn af bilen.

 

Periodisk syn: Så ofte skal bilen synes

De første 4 år efter indregistrering af en ny bil behøver bilen ikke til syn. Herefter bliver bilen kaldt ind til periodisk syn, som foretages hvert 2. år. Ved denne synstype er det både bilens sikkerhed og miljø (forurening), der bliver kontrolleret. Du har typisk 8. uger fra din indkaldelse til at få din bil til syn. Indkaldelsen vil du modtage i din e-Boks.  Her kan du se, hvad der typisk bliver tjekket til syn af bil. 

 

Hvad er registreringssyn?

Et registreringssyn og et bilsyn er ikke det samme. Et registreringssyn foretages, hvis køretøjet har været afmeldt i mere end 1 år, hvis man har købt en bil, der ikke er blevet synet eller på anden vis godkendt inden for de sidste 2 år og hvis man har købt et nyt køretøj, som ikke er blevet typegodkendt.

Registreringssynet gælder også, hvis der er blevet foretaget ændringer på bilen såsom montering af anhængertræk ved biler over 8 år eller partikelfilter. Dette syn kræver, at du har registreringsattesten med, som normalt ikke er påkrævet ved periodisk syn.

 

Forstå synsrapporten

Synsrapporten angiver bilens tilstand i forhold til synskravene. Bilen kan blive erklæret som:

Godkendt: Her skal du ikke foretage dig noget yderligere, da der ingen kommentarer er til bilen.

Betinget godkendt: Her er der fundet mindre fejl, som noteres i synsrapporten. Det er dog ikke noget, der kræver et omsyn, men fejlene skal udbedres. Synsmanden tjekker, at fejlene er udbedret næste gang, du skal have bilen til syn.

Kan godkendes efter omsyn: Her er der fundet væsentlige eller farlige fejl, hvor der er skønnet en sikkerhedsrisiko. Du har 33 dage til at få repareret fejlene hos et autoværksted og få den omsynet hos synshallen. Du skal være opmærksom på, at skal bilen omsynes igen, forlænges tidsfristen på de 33 dage ikke. Og anden runde med omsyn skal derfor foretages under samme tidsfrist. Foretag derfor syn af bilen så hurtigt som muligt efter indkaldelse så du har tid til udbedring af fejl på et værksted. Bliver denne frist overskredet, kan der nemlig ikke længere foretages et omsyn. Du må gerne køre i bilen så længe kørslen er nødvendig for reparationen af bilen - dog ikke almindelig kørsel.

Køretøjet er ikke godkendt: Fremgår dette af synsrapporten, må du ikke længere køre bilen grundet konstatering af mange væsentlige og farlige fejl. Her bliver politiet kontaktet af synshallen, hvor de vil inddrage nummerpladerne.

 

Kan man fravælge syn af bilen?

Du kan sagtens fravælge bilsynet, hvor du blot skal tage nummerpladerne af din bil og aflevere dem på motorkonkoret – husk det skal gøres inden tidsfristen på de 8 uger for bilsynet, ellers får du en bøde på 2000 kr. Holder du ikke tidsfristen, selvom du gerne vil beholde bilen, vil du også få en bøde på 2000 kr., som skal betales, selvom du efter tidsfristen får bilen til syn.

 

Synstjek hos Skorstensgaard

Hos Skorstensgaard tilbyder vi et synstjek, således bilen kan gå igennem syn. Vi gennemgår alt det, som de tjekker hos synshallen. Finder vi fejl på bilen, vil du altid blive kontaktet og får tilsendt billeder af fejl og mangler, samt et prisoverslag på det, der skal udbedres. Vi går aldrig i gang, før vi har accept fra dig. Synstjekket er gratis, hvis vi finder en eller flere fejl, og du vil have fejlen udbedret hos os. Vi tilbyder også en ekstra service ved at køre bilen til syn for dig, såfremt du ønsker det. Du skal blot betale for synsgebyret, som synshallen tager for at syne bilen.

 

Gennemgå din bil før syn

Du kan selv kontrollere vitale punkter før synet. Det er dog ikke en tjekliste, der vil garantere, at din bil går igennem syn.

  • Tjek at hornet virker. Hornet skal ikke bare sige noget, det skal være højt og tydeligt.
  • Tjek om alle lygter og pærer virker. Husk også tågelys og nummerpladebelysningen
  • Lyt til udstødningen. Er den jævn og lyder den, som den skal?
  • Tjek dine dæk. Ifølge lovkravet skal der være 1,6 millimeter dækmønster. Vi anbefaler 3 millimeter dækmønster.
  • Kig på underlaget under bilen, hvor du har været parkeret. Hvis der er nyere pletter, kan det være tegn på, at bilen har en utæthed.
  • Tjek frontruden for stenslag
  • Tjek vinduesviskerne – se efter om bladene er møre.
  • Fyld sprinklervæske på
  • Tjek stikket, hvis din bil har anhængertræk – dette gøres ved at sætte en trailer på, hvor man tjekker at alle lys virker.
  • Tjek for rust. Mindre rust betyder ikke alverden, men omfattende rustskader er en risiko.   

 

Læs også

Bilmærkernes værkstedsbehov: Peugeot 208

Miljøzoner: Skærpede krav for ældre dieseldrevne personbiler 

Beskyt din bil mod vandskader