Stenslag i bilens forrude

BANG! Du kender det helt sikkert. Lyden af en sten, der rammer forruden, og du beder til, at skaden er begrænset.

Denne artikel giver dig overblikket over hvordan du håndterer stenslag:

 

Hvordan undgår man stenslag?

Det kan ikke undgås, at der ligger sten på vejen. Hvis en sten kommer op i mønsteret på bilens hjul kan fart og rotation slynge stenen langt bagud, til stor risiko for eventuelt bagvedkørende.

Den bedste måde at undgå stenslag, er ved at holde rigtig god afstand til forankørende. Særligt på veje med løs belægning eller på steder, hvor vejen er beskidt. Det kan for eksempel være i løbet af vinterhalvåret, i  perioder, hvor der er mange landbrugskøretøjer på vejene og på steder med vejarbejde.

Sæt farten ned og læg afstand til forankørende. Det er nemlig dit ansvar, hvis det sker, også selvom det er forankørende eller forbikørende der sender stenen i din retning. Der kan ikke rejses erstatningskrav. De fleste bilforsikringer har dog en glasforsikring inkluderet. Tjek eventuelt med dit forsikringsselskab. Det kan godt betale sig.

De fleste stenslag opstår på motorvejen, hvor hastigheden er høj. Jo højere fart, jo større vil skaden ofte være. Endnu en måde at modvirke skaden ved et stenslag på er, at få lagt et stenslagsfolie på forruden. Det er et helt gennemsigtigt folie, der tager en del af slaget. Med mindre der er tale en stor sten eller høj fart, vil skaden fra stenslaget begrænse sig til folien.

 

Hvad skal man gøre ved stenslag?

Pas på med at gå i panik, også selvom det kan give et højt knald, når stenen rammer. Det kan godt lige sende hjertet op i halsen, når man sidder der og nyder sin køretur.

Når stenen har ramt, så få overblik over skaden. Kør allerhelst ind til siden med det samme, så du ikke mister dit fokus på vejen og trafikken, fordi du sidder og kigger efter skaden. Så sving ind på den nærmeste sidevej eller rasteplads og vurder skaden ordentligt.

 

Begræns skaden - stop revne i forruden?

En sten der rammer forruden gør næsten altid skade i rudens overflade. Derfor skal du altid sørge for at have et rudeplaster i bilen, som du kan sætte på skaden. Plasteret forhindrer at der sætter sig skidt og vand i skaden, som kan gøre, at skaden udvikler sig.

Særligt i vinterperioden kan frosten hurtigt forværre en ellers lille skade. Hvis der sætter sig vand i revnen, og temperaturen falder til under frysepunktet, kan der dannes frostsprængninger. Enhver skade i en glasoverflade vil ødelægge spændingen i glasset, og der skal ikke mange rystelser til, for at revnen løber. Derfor er det vigtigt, at du altid har rudeplasteret med i bilen, hvis skaden sker. Rudeplaster kan du få – oftest gratis – på dit værksted.

 

Hvornår skal stenslag repareres?

Stenslag kan repareres, så længe de er mindre end en to-krone og sidder mere end 5 centimeter fra rudens kant. Desuden må revner ikke være løbet mere end 2 centimeter.

Kør på et værksted, der kan håndtere glasskader og så kan du køre derfra med en forrude, der er så god som ny. De reparerer skaden ved først at rense revnen grundigt. Herefter fyldes der lim i revnen, som tørres med UV-lys. Til sidst fjernes overskydende lim og der sørges for, at overfladen igen er helt glat. Nu er spændingen i din forrude genoprettet, og skaden er udbedret. Alt afhængigt af, hvor du er forsikret, sendes regningen til dit forsikringsselskab. Nogle steder skal du selv gøre det, andre gange foregår det automatisk via bilens registreringsnummer.

 

Reparation af stenslag fra 295 kr.

Få et tilbud her

 

Hvornår er en ny rude nødvendig

Det er nødvendigt at skifte ruden, hvis skaden ikke kan repareres. Du udsætter sig selv for en unødig risiko, hvis skade pludselig forværres eller ruden springer helt.

Der er ikke nogen præcise retningslinjer for, hvornår ruden skal skiftes, dog er revner der er længere end to centimeter et ret godt fingerpeg om, at det kan gå hen og blive dyrere end blot en reparation.

Prisen for en ny frontrude i bilen afhænger af model, og typen af forrude. Jo større ruden er, og jo mere solfilter, automatisk nedblænding, kamera og øvrige af bilens funktioner, der ligger i frontruden, jo dyrere bliver det. Ligesom ved reparationen er udskiftningen typisk også med i din bilforsikring, men det vil i de fleste tilfælde komme til at koste dig en selvrisiko.

 

Vigtigheden af en bilforsikring med glasforsikring

En udskiftning af en frontrude kan nemt løbe op i 10.000 kr. Det kan derfor godt betale sig at sikre med dit forsikringsselskab, at du har glasforsikring med i din aftale. Prisen for dette tillæg til forsikringen er så relativt lille i forhold til den ærgrelse det er at opdage, at du selv skal punge ud, når skaden er sket.