14. juli 2023
Skal du tilbringe en del af din sommerferie i Kolding? Eller skal du bare et smut forbi den jyske by? Så læs med her, for vi har besluttet at samle nogle af Kolding bys bedste sommerseværdigheder og -lokationer til dig, fordi Kolding også er Skorstensgaards hjemstavn. Så, er du til strand, smuk natur eller historiske steder, får du her 3 bud på spændende aktiviteter, du kan lave i Kolding i din sommerferie.
Som værkstedskæde med 22 afdelinger er vi til stede i mange af landets fremtrædende byer. Det betyder også, at vi ved en ting eller to om, hvad der rører sig i disse byer, og hvilke aktiviteter, du med fordel kan give dig i kast med, når du besøger dem. I denne første artikel i en følgeton, som vi kalder Værd at se i en Skorstensgaard by, tager vi dig med til Kolding, hvor vi både har værksted og hovedkontor.
Nr. 1: Koldinghus og Slotssøen
Entré til slottet: 130 kr. pr. voksen, børn gratis
Hvis en historisk oplevelse er noget for dig, så bør du absolut besøge Koldinghus ved den smukke slotssø. Denne bygning er ikonisk for byen og byder på en fascinerende blanding af natur, spændende historie og kultur.
Koldinghus – en historisk oplevelse
Koldinghus er et imponerende kongeslot, der stammer tilbage fra 1200-tallet. Det har gennemgået omfattende restaureringer og fungerer i dag som et museum, hvor du kan udforske de forskellige udstillinger, der fortæller historien om slottets fortid. Du kan gå gennem de velbevarede kamre, beundre kunstværkerne og lære om selve Kolding bys historie. Du kan også nyde en panoramisk udsigt over byen og Koldingfjord fra slotstårnet. Og hvis du bliver sulten, har slottet en fremragende restaurant kaldet Madkælderen – den får en kæmpe anbefaling fra vores medarbejdere fra Kolding og omegn. I sommermånederne arrangeres der forskellige begivenheder og aktiviteter i Koldinghus og ved Slotssøen, som helt klart skal opleves.
Slotssøen – en oase i centrum
Slotssøen er en malerisk sø, der omgiver Koldinghus, og er en betagende oase midt i byen. Søen er omgivet af grønne områder, hvilket gør den til et ideelt sted til en afslappende gåtur. Du kan også leje en båd og sejle på søen, hvilket giver dig mulighed for at nyde den fantastiske udsigt over Koldinghus fra vandsiden.
Nr. 2: Geografisk Have
Entré: 85 kr. pr. voksen, børn gratis
Hvis dine fødder har bragt dig til Kolding, er et besøg i Geografisk Have et must for både store og små. Geografisk Have er en stor botanisk have med over 2000 forskellige planter fra blandt andet Asien, Nord- og Sydamerika opdelt geografisk i haven, heraf navnet. Det er ikke bare en botanisk have, for her finder du et kæmpe udvalg af aktiviteter til både børn og voksne. Og hvis du bliver sulten, kan du tage et smut forbi Café Lykkefund – eller tage din egen smurte sandwich med, som du kan nyde i havens naturskønne arealer.
Her kan du blandt andet gå en tur i Kolding Miniby, hvor du kan opleve Kolding, som den så ud fra 1860 til 1870. Minibyen består p.t. af over 400 miniaturehuse, som er blevet bygget af frivillige pensionister og efterlønnere. Byen er stadig under udbygning, for planen er, at der skal være omkring 700 minihuse i minibyen, når den står helt færdig.
Tager du børnene med til Geografisk Have, kan du godt fortælle dem, at de skal glæde sig. For her venter både Bambuslunden med sine tunneller perfekt til gemmeleg, Grotterne og havens mange legepladser på at tage godt imod de kære små. Sidst men ikke mindst vil børnene elske Dyrefolden, hvor I kan klappe de fritgående ponyer, geder, kaniner og grisen Gertrud, samt observere klippeegern og fritgående høns. Hvis I er heldige, kan I også hilse på havens helt egen kat Inger Margrethe.
Der er mange flere aktiviteter i Geografisk Have, og det er ikke nogen hemmelighed, at haven tager sig bedst ud i sommermånederne, hvor alle blomster og planter er i fuldt flor. Så det er nu, du skal besøge Geografisk Have, hvis du befinder dig i Kolding!
Nr. 3: Skibelund og Løverodde Strand
Gratis adgang
Leder du efter en smuk strand, hvor du kan bade, tage på udflugt og spise is, eller bare nyde en god gåtur med hunden? Så skulle du tage et smut forbi Skibelund eller Løverodde Strand, der ikke ligger langt fra Kolding by. Begge strande er omgivet af usandsynligt smuk og idyllisk, dansk natur, som fortjener ikke ét men flere besøg, især i løbet af sommeren.
Skibelund Strand – en sjælden perle
Skibelund Strand er en perle, som ikke så mange kender til. Derfor er der ofte mere ro på denne strand end på den populære Løverodde. Selve køreturen ned til stranden er som taget ud af en Morten Korch film. Netop inden du ankommer til parkeringspladsen tilknyttet stranden og Naturskolen, som ligger samme sted, passerer du et lille, økologisk mælkelandbrug med en mindre flok røde og sorte køer, der græsser på en smuk eng langs søen Solkær Enge. På den grønne eng lige før stranden kan man slå sit telt op under de store, ældgamle poppeltræer – helt gratis og uden booking, for her er plads nok til alle.
Sandstranden strækker sig langs kysten og giver rig mulighed for at nyde udsigten, solen og det klare vand. Med sin rolige atmosfære er stranden ideel til en afslappet dag ud af kalenderen. Vandet er også lavt, hvilket gør stranden børnevenlig, og har ungerne lyst til at fange krabber, vil der hurtigt være bid. Der er gode faciliteter som toiletter, skraldespande og parkering, og du må lave bål både langs stranden og flere steder på engen.
Løverodde Strand – den populære
Løverodde er en strand, som de fleste Koldingensere kender til. Den ligger ved foden af Stenderup Skovene og har udsigt til de fynske kyster. Det er en smuk strand med fint sand, og det lave vand gør, at du med ro i sindet kan tage de yngre børn med ud at bade. Her er der både badebro, toiletter, legepladser og sågar en café, hvor man kan sidde og nyde en kold is – eller varm drik – med udsigt over fjorden, Lillebælt samt Fyn og flere små øer. Måske får du sågar øje på en sæl eller et marsvin i vandet, mens du lader blikket vandre over bæltet.
Løverodde er som taget ud af den danske Sankthanssang: ”Danmark nu blunder den lyse nat, når de mange både på bæltet stryger om klint og næs med sine sejl”. Stranden har også en spændende historie, som du kan læse mere om på Naturstyrelsens hjemmeside.
Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse med dine sommeroplevelser i Kolding. Får din bil brug for et værksted, mens du er her, er du altid velkommen til at kigge forbi Skorstensgaard Kolding. Følg med, når vi næste gang fortæller om, hvad der er værd at se i en anden Skorstensgaard by!
Find dit nærmeste Skorstensgaard værksted her.
Læs også:
Inspiration til din bilferie fra 3 Skorstensgaard medarbejdere